
6-1 til løvinderne over B.93
Mens vi for ti dage siden spillede en temmelig tæt pokalkamp mod B.93, var der ingen slinger i valsen denne eftermiddag!
Løvinderne satte sig solidt på kampen lige fra begyndelsen og kom foran efter 13 minutter, da B.93-keeper Alma Meier halvklarede et skud fra Maria Hovmark, hvorefter Josephine Lech ekspederede returbolden i mål fra spids vinkel.
Da havde Frederikke Benfeldt allerede haft et skud på stolpen, og efter et par gode chancer mere, blev det 2-0 i 22. minut, da Ida Skovbo kom højest på en dødbold til forreste stolpe og snittede bolden ind i det lange hjørne.
I 32. minut øgede Josephine Lech til 3-0, da hun flugtede bolden i mål fra spids vinkel efter fornemt forarbejde af Maria Hovmark, der kort forinden havde haft vores andet stolpeskud.

1. halvleg blev desværre forsinket af et længere spilstop, da B.93's Luna Bruun fik en hovedskade og måtte udgå. Hendes afløser Kamma Larsen bragte dog en smule spænding ind i opgøret, da hun kort efter pausen løb helt fri på en kontra og udplacerede Anna Kaas - på Østerbroklubbens første og eneste reelle målchance i hele kampen.
Vi dominerede dog stadig fuldstændig og efter flere store afbrændere, gik det stærkt midt i 2. halvleg, da sigtekornet igen blev indstillet til netmaskerne: så scorede vi tre mål på tre minutter!
Først fangede Maria Hovmark B.93-forsvaret i ubalance, da hun fik bolden i venstre side, tog et træk ind i feltet og køligt lagde bolden over i det lange hjørne.
Minuttet efter bankede netop indskiftede Anna Hemmingsen bolden ind til 5-1 efter et gennembrud i højre side, og yderligere et minut efter lavede Hovmark lækkerier igen, da hun fikst trak sig fri i feltet og igen udplacerede Alma Meier til 6-1.
Der var ganske enkelt klasseforskel på de to hold i dag, og det afspejlede sig også på måltavlen - til stor glæde for den del af de 538 tilskuere, der var taget til Vanløse for at heppe på løvinderne.
De næste uger har vi to B-ligakampe mere i Vanløse Idrætspark, men denne gang med status af hjemmehold - på søndag den 21. september, kl. 13 mod AaB, og lørdag den 27. september, kl. 14 mod Østerbro IF.
