25 år siden: Tidlig pokalexit - og så tilbage på vinderkurs

For 25 år siden satte vi en negativ rekord, der stadig holder: vi blev slået ud i vores første pokalkamp i sæsonen!

Det var i øvrigt også første gang i klubbens historie, vi tabte to kampe i træk. Det er dog sket et par gange siden...

0-3-pokalnederlag til B1909
Sæsonen var ellers begyndt fint med sejre over AGF og Brøndby, men et 0-1-nederlag i PARKEN til OB blev efterfulgt af et forsmædeligt pokalnederlag på Odense Stadion med hele 0-3 til B1909, som dengang var bundhold i den næstbedste række.

Fynboerne kom hurtigt foran, og efter de kom på 2-0 i 2. halvleg fik Lars Højer chancen for at reducere, men misbrugte et straffe. Vi havde flere andre gode tilbud, men 09'erne målmand Henrik Larsen stod en brandkamp - og i stedet øgede de kort før tid til 3-0.

"En svipser"
"Det var et ærgerligt og dumt nederlag, en svipser, som egentlig ikke må ske, og det var tydeligt at fornemme under torsdags-træningen, at alle spillere var irriterede og mærkede af dukkerten i det fynske," sagde Kenneth Wegner dagen derpå til Politiken.

Wegner var ikke selv med i kampen, men sad på bænken, og vi var også uden Manniche (akillessene-problemer) og Henrik Lykke (brækket næse) - og uden Benny Johansen på trænerbænken, for han var i Tbilisi og spionere på vores kommende modstander i Europa Cup'en. Troede han. Men den historie kommer vi til i vores kronologiske gennemgang af 93/94-sæsonen... ellers kan du "tyvstarte" og læse om den her.

På sejrskurs i Ikast
Søndagen efter, den 22. august 1993, kom vi på sejrskurs igen, da vi vandt 3-2 i Ikast. Af hensyn til yngre læsere skal vi måske tilføje, at Ikast senere slog sig sammen med Herning Fremad og blev til FC Midtjylland.

Det stod 0-0 efter en time - og det skulle vi være glade for! Ikast dominerede nemlig og misbrugte flere store chancer mod banens bedste, Palle Petersen, der foran sig havde en noget forsigtig 3-6-1 med kun Peter Møller fremme - og begge tvillingerne på bænken. Men efter 54 minutter kom Martin ind, og så skete der ting og sager: på seks minutter bragte vi os foran 3-0! Først scorede Morten Falch, og derefter nettede Martin to gange.

Fra 3-0 til spænding om udfaldet
Det lignede en afgørelse - og det var det heller ikke, for det blev unødigt spændende. Hjemmeholdet kom godt igen, reducerede på et straffe 20 minutter før tid og styrede igen kampen, bortset fra at Jørgen Juul Jensen blev snydt for et straffe, da Flemming Linnebjerg flåede ham ned i feltet i en kontra. I stedet reducerede Ikast til 2-3 et par minutter før tid, men kom dog ikke nærmere, selv om det brændte lidt på foran Palle & co.

Syndebukken gav igen
"Krisen var afværget," skrev aviserne, men Martin købte ikke helt krisesnakken:

"Krise og krise. Vi havde tabt to kampe i træk. Det havde Brøndby også, men dem blev der ikke skrevet så meget om," sagde Martin efter kampen, hvor han indrømmede, at han følte sig som syndebuk for pokalfiaskoen.

"Hvordan jeg se anderledes på det. Hvis andre skulle have været syndebuk, så var de vel startet ude. Nu var det mig, der var sat på bænken efter kun en kamp," sagde han til Ekstra Bladet med harme i stemmen.

Benny Johansen havde dog en lidt anden version: "Det var en rent taktisk overvejelser. Ikast er normalt et meget stærkt fysisk hold. Så jeg valgte selv at bruge de stærkeste spillere, og når vi så havde kørt Ikast en lille smule møre, så var det på tide at smide de små ind. Og det må man jo sige lykkedes meget godt med Martin."

>> Se highlights fra Ikast-kampen på kampsitet