Mukremin Jasar

25 år siden: DHL Cup-sejr over AaB

Blot tre dage efter sæsonafslutningen i foråret 1995 mødte vi AaB i den såkaldte DHL Cup-finale, som året før var blevet indført som et møde mellem mestre og pokalvindere. Dengang lå kampen lige før sæsonstarten, men lå nu lige efter sæsonafslutningen. Begrundelsen var, at det skulle være de samme spillere, som havde vundet mesterskab henholdsvis pokal, hvilket ikke var tilfældet, hvis man ventede til efter alle sommerens klubskifter.

Bosman-dommedag
A propos klubskifter så kunne man på kampdagen læse i aviserne, at EU-domstolen efter flere års tavshed havde udtalt sig om fodboldbranchens køb og salg af spillere, hvilket var starten på den såkaldte Bosman-dom, der radikalt gjorde op med klubbernes praksis med at stavnsbinde spillere efter kontraktudløb, hvilket var i strid med EU-reglerne om arbejdskraftens ret til fri bevægelighed.

Finale med "pauseklovn", fanger fra fortet og en 17-årig seniordebutant fra Thisted
Kampen var henlagt til Brøndby Stadion en onsdag aften kl. 20 og blev sendt direkte i TV. Både vi, AaB og TV2 ville ellers gerne flytte den til Aalborg, men det afviste Spillerforeningen. Ifølge Berlingske fandt de det ikke forsvarligt at rykke den med så kort varsel. Nogle medier mente dog, at det var fordi, de havde planlagt at præsentere årets spiller i pausen, og Berlingske fik helt ret da de skrev: ”Et godt gæt på 'pauseklovnen' er Brian Laudrup.”

Vi måtte undvære anfører Iørn Uldbjerg, der var taget på ferie, og i målet fik Karim Zaza chancen for første gang i stedet for Per Poulsen. Tvillingerne fløj bogstaveligt talt ind på bænken, for de kom lidt fra TV-optagelser i Frankrig til den populære TV-serie, Fangerne på Fortet!

Karim Zaza


Benny Johansen havde på forhånd sagt, at han regnede med at bruge nyindkøbte Thomas Schønnemann, men måske var det ikke tilladt, når nu det skulle være den afsluttede sæsons trupper.

AaB manglede et halvt hold af stamspillere, bl.a. Thomas Gill, Calle Facius, Erik Bo Andersen og Peter Rasmussen. I stedet fik vi fornøjelsen af det første møde med klubbens 17-årige stortalent, Jesper Grønkjær. Ynglingespilleren rykkede samme sommer op i AaB’s førsteholdstrup, og resten er historie, som man siger.

Grønkjær åbnede scoringen
Gæsterne indledte bedst, og efter syv minutter åbnede Grønkjær scoringen, da han opfangede et Thomasberg-langskud få meter fra mål og havde let ved at score.

Jesper Grønkjær


Efter det første kvarters tid satte vi os dog på spillet og kom til flere gode muligheder inden pausen. Per Frandsen testede blandt andet Lars Winde, med et hårdt, fladt skud, og reserven for Thomas Gill havde også en flot refleksredning på et Morten Nielsen-hovedstød fra nært hold. Carsten V. Jensen forsøgte sig også flere gange, men AaB-føringen holdt til pausen.

Den blev lang, næsten 25 minutter, fordi højttalerne ikke virkede ordentligt, da årets spiller skulle hyldes. ”Sikke noget gøgl! Nu har jeg været træner i 16 år, og i denne periode har jeg sjældent oplevet så dilettantiske forhold omkring en kamp,” rasede AaB-træner Poul Erik Andreasen til B.T. Han stod i spidsen for AaB for sidste gang, inden han blev afløst af Sepp Piontek, der havde taget plads bag ham på bænken.

Mukremins mindeværdige matchvinderrolle
Omsider kom 2. halvleg i gang, og der var ikke spillet mange minutter før indskiftede Mukremin Jasar headede bolden ind til 1-1, efter at Diego Tur havde snittet et indlæg videre i feltet. Det var Jasars første scoring i FCK-trøjen, siden han kom fra Fremad Amager i vinterpausen, men han bed sig aldrig rigtig fast på førsteholdet og spillede mest spillede på U23.

AaB svarede igen med et par giftige kontraangreb, hvor Grønkjær og Henrik Vandet Kristensen brændte pæne tilbud, og som kampen skred frem - i et adstadigt for ikke at sige kedeligt sommertempo - trak det op til uafgjort og forlænget spilletid, indtil ti minutter før tid, hvor Lars Winde fældede Morten Nielsen i udkanten af AaB-feltet.

Men ak... Lars Højer bankede bolden på underkanten af overliggeren og havde heller ikke sigtekornet indstillet på 3-4 frispark uden for feltet. Frispark, som de fleste AaB-keepere - ingen nævnt, ingen glemt - sikkert sidestillede med et straffespark.

100.000 kroners-scoring
De første 15 tillægsminutter endte uden scoring, men to minutter inde i "4. halvleg" faldt afgørelsen. Et Højer-indlæg bagover eget hoved blev clearet ud i feltet, hvor Michael Johansen sparkede på mål, og via en AaB-fod endte bolden hos Jasar, der køligt tog sigte og satte bolden højt i målet over den chanceløse Winde.

Mukremin Jasar tiljubles


Michael Johansen var tæt på at lobbe bolden ind til 3-1, og Per Frandsen havde også et par gode chancer, inden AaB til sidst fik mobiliseret et pres, som bl.a. resulterede i et hovedstød på stolpen og et direkte frispark, der strejfede overkanten af overliggeren.

Men vi endte med sejren og checken på 100.000 kr., der sikkert faldt på et tørt sted. "Spillerne får deres faste bonus, men ikke hele checken," sagde direktør Peter Berg.

Trænerrygter
Kampen var Benny Johansens sidste, inden han tog til Qatar, alt imens rygterne fortsat svirrede i pressen om hans efterfølger. Her er udpluk:

Politiken citerede svenske Aftonbladet for, at vi havde tilbudt Hans Backe en kontrakt, som han takkede pænt nej til, da han ville gøre kalendersæsonen færdig i AIK. Berlingskes kilder talte om Bo Johansson, der nu var i HJK i Helsinki, efter at have ført Silkeborg til guld i 1994. Et tredje bud var Lyngbys Michael Schäfer, der havde opsagt sin kontrakt i Lyngby, men først med virkning fra 1. januar 1996, hvor han i stedet skulle være træner i AB, men så kunne han passe jobbet, indtil Backe kom.

Et fjerde rygte gik på svenske Glenn Hysén, men han afviste, at han havde fået tilbud fra FCK eller andre klubber. Ekstra Bladet skrev, at engelske Mike Walker skulle være ny cheftræner, for den 49-årige waliser med en fortid i Norwich og Everton var ledig på markedet og overværede Brøndbykampen i Parken tre dage tidligere og officielt for at hjælpe Celtic med at scoute angribere. Berlingske skrev også, at Kim Brink var et emne, efter at han blev fyret i OB, og Harald Nielsen bekræftede også, at "Vi kan naturligvis ikke tillade os at se bort fra et navn som Kim Brink i overvejelserne”.

Men som vi ved i dag, endte det med Michael Schäfer og i første omgang kun på en kontrakt for efteråret. Schäfer fortalte selv til TIPS Bladet i sommeren 95:

"FCK og Lyngby snakkede sammen, inden jeg gik på ferie, og Lyngbys direktør Frank Christensen sagde, at klubben var villig til at frigive mig, hvis de kunne få fat i den afløser, de var interesseret i (Benny Lennartsson, red.). En lille uge senere købte min far Ekstra Bladet på vores feriested og så stod der minsandten, at jeg var F.C. Københavns nye træner - i alle tilfælde og i første omgang for det næste halve år. Jamen, jeg havde da aldrig accepteret det, hvis ikke jeg vidste, at jeg havde kontrakten med AB i hus."

Den kontrakt blev han siden købt ud af, så han kunne fortsætte i FCK - men her slipper vi 94/95-sæsonen og vender tilbage i slutningen af juli, hvor vi indledte den nye 95/96-sæson.

FCk-fans til DHL Cup-finalen


MATCHFACTS
Onsdag den 21. juni 1995, kl. 20.00 på Brøndby Stadion. DHL CUP finale
F.C. KØBENHAVN-AAB 2-1 (0-1) (efter forlænget spilletid, ordinær kamp 1-1)
8.: 0-1 Jesper Grønkjær
48.: 1-1 Mukremin Jasar
107.: 2-1 Mukremin Jasar
1.556 tilskuere. Dommer: Peter Mikkelsen.
Advarsler: Per Frandsen og Michael Giolbas, F.C. København

F.C. København: 18 Karim Zaza - 2 Ole Tobiasen, 17 Michael Mio Nielsen, 3 Diego Tur - 5 Lars Højer, 12 Michael Giolbas, 14 Morten Nielsen, 16 Carsten V. Jensen - 6 Christian Lønstrup (67.: 11 Michael Johansen), 9 Rene Tengstedt (46.: 19 Mukremin Jasar), 15 Per Frandsen

Ikke benyttet:  Per Poulsen, Martin Johansen og Kristoffer Johannsen.

AaB: 1 Lars Winde – 12 Torben Boye, 7 Ib Simonsen, 4 Jes Høgh (83.: 11 Thomas Buus Nielsen) – 2 Henrik Vandet Kristensen, 5 Thomas Thomasberg, 10 Henrik Rasmussen, 6 Torben Hjermitslev – 3 Jens Madsen, 9 Jesper Grønkjær, 8 Jan Pedersen (54.: 13 Johnny Helledie Nielsen)


Her kan du se et kvarters sammendrag af DHL Cup-finalen: