Magnus Kihlstedt til F.C. København

Magnus Kihlstedt skifter med øjeblikkelig virkning fra Brann i Norge til F.C. København. FCK har skrevet en 3-årig kontrakt med den 29-årige svenske landsholdsmålmand.


F.C. København og SK Brann er blevet enige om, at F.C. København med øjeblikkelig virkning overtager Magnus Kihlstedt. Klubberne ønsker ikke at oplyse transfersummen.

Magnus Kihlstedt har siden 1998 været på det svenske landshold, hvor det indtil videre er blevet til 10 landskampe. Kihlstedt opnåede 105 kampe for Brann.

- Efter en periode med skiftende besætning på målmandsposten har vi nu med Magnus Kihlstedt og vores stortalent Rune Pedersen den nødvendige rutine og talent til rådighed på den vigtige målmandspost. Allerede da Magnus Kihlstedt skiftede fra Lillestrøm til Brann i 1998, var han på tale i F.C. København og det er derfor med tilfredshed, at vi nu kan indlemme ham i vores trup, siger Niels-Christian Holmstrøm, sportsdirektør.

- Det som jeg kender til Magnus Kihlstedt er udelukkende positivt. Jeg har snakket med den svenske landsholdstræner, som kan bekræfte mig i at han er en "modig" målmand med gode reaktioner samt en god placeringsevne. Samtidig er han god til at dirigere og har en glimrende spilforståelse, siger cheftræner Kent Karlsson.