2-2 mod FC Nordsjælland

Efter både at have været foran og bagude endte vi med at tage et enkelt point med fra Farum oven på 2-2 mod FC Nordsjælland. Dame N'Doye i første halvleg og Robert Skov i anden halvleg sørgede for de to kasser.

Ståle Solbakken gav debut til både Guillermo Varela og Robert Mudražija - begge endda fra start. Førstnævnte tog sig af venstrebacken, mens Mudražija gik ind på den centrale midtbane i stedet for Rasmus Falk, som fik problemer under opvarmningen. 

I startopstillingen var også Mohamed Daramy, der fra en position på venstrekanten for første gang startede en kamp for førsteholdet. 

Første halvleg var meget livlig med flere gode muligheder til begge hold. Vores største chancer tilfaldt Fischer og Mudražija, mens Robert Skov endnu engang var giftig med et frispark, som snittede overliggeren. 

Efter små 40 minutter lykkedes det at putte bolden i nettet, da N'Doye headede et hjørnespark fra Fischer i kassen. Det var N'Doyes Superliga-mål nummer 14 i sæsonen!

I den modsatte ende var Jesse Joronen vågen og velspillende og sørgede med flere gode redninger for, at vi kunne gå til pause oppe 1-0.

Det hele vendt på hovedet i anden halvleg
Desværre kunne Jesse ikke stille noget op kort efter pausen, da hjemmeholdets Ulrik Jenssen efter et hjørnespark bugserede bolden i nettet fra klods hold. 

Og efter 67 minutter var det hele så vendt på hovedet, da Andreas Skov Olsen afsluttede et - indrømmet - flot angreb ved at sparke hjemmeholdet på 2-1. Forinden havde hjemmeholdet desuden ramt overliggeren, mens vi kæmpede mere med at komme frem til chancer.

Heldigvis fik vi udlignet efter et pænt tryk på FCN-målet. Et af mange hjørnespark fra Fischer endte i solidt klumpspil, som fik den lykkelige afslutning, at Robert Skov i samarbejde med FCN's Victor Nelsson skrabede bolden over stregen. Efter lidt forskellige meldinger, er Skov endt med at få tildelt målet, så han nu er oppe på 23 Superliga-mål i sæsonen! 

Dermed endte opgøret 2-2, og med det ene point er vi fortsat alene på Superligaens førstepladsen. 

Tusind tak for den flotte støtte til de mange medrejsende F.C. Københavnere!

>> Vi ses til hjemmekampen mod Hobro!