2-0 over Halmstads BK

1.367 tilskuere overværede årets første træningskamp, hvor vi besejrede Halmstads BK med 2-0 på et mål af Viktor Fischer efter et kvarters spil, og af Jens Stage et kvarter før tid.

Som planlagt stillede vi to forskellige hold i de to halvlege, og begge mandskaber dominerede spillet mod Superettan-mandskabet fra Halmstad.

Victor Fischer stod for dagens første fuldtræffer, da han tæt under mål styrede en tværbold i netmaskerne. Allerede i 2. minut havde Pep Biel et nærgående forsøg, men ellers bød 1. halvleg ikke på de store chancer.

Dem fik vi til gengæld flere og flere af, efterhånden som 2. halvleg skred frem. Først skød Carlo Holse lige over på en flot frispilning af Daramy, og to gange var Jens Stage nærgående på hovedstød efter hjørne (den ene gang tog bolden underkanten af overliggeren), før det blev alle gode gange tre et kvarter før tid, og han headede 2-0-målet ind på endnu et Bengtsson-hjørne.

En god gang træning for alle mand, og vi fik set et par relativt nye ansigter fra U19-truppen i form af 18-årige Alexander Hjælmhof og 16-årige William Bøving, og desuden spillede Jacob Haahr også en halvleg.