2-0 over AB's reserver

2-0 over AB's reserver

 

 F.C. København spillede mandag eftermiddag sin fjerde kamp i reserveholds-ligaen og vandt fuldt fortjent 2-0-sejr over AB på mål af Morten Thomsen og Kenneth Zohore.

 

af Torkil Fosdal

 

Bortset fra Kim Christensen og Larsson var det et noget uerfarent københavnsk mandskab, hvor spillere som Delaney, Danni Jensen, Oviedo, Özdogan og Zohore ganske vist er noteret for 37 førsteholdskampe tilsammen, men kun Delaney har ved en enkelt lejlighed spillet en hel førsteholdskamp. AB stillede også med en del U19- og U17-spillere, men havde dog fundet plads til den 30-årige Kim Christensen, der senest har spillet nogle år for FC Midtjylland.

 

Gæsterne fra Bagsværd indledte kampen bedst, men hjemmeholdet stod dog for kampens første afslutning, da Andreas Cornelius efter 17 minutter bankede bolden på stolpen efter fint forarbejde af Thomas Delaney. Kort efter var Kenneth Zohore tæt på at få raget bolden over stregen, da AB-forsvaret tøvede for længe med at gribe ind, men han fik kun trillet den ind til AB-keeper Jacob Haugaard.

 

Midt i halvlegen gav dommer Thomas Nielsen de to hold et par minutters drikkepause, men skønt solen skinnede over Frederiksberg, var det ikke på grund af truende hedeslag. Det skyldtes ”ufrivillig vandladning” fra sprinkleranlægget på Nummer 10, der åbenbart var programmeret til at gå i gang kl. 15.25…

 

Resten af halvlegen dominerede københavnerne klart, men mere end et par nærgående hjørnespark blev det ikke til, før Zohore og Oviedo havde et par udmærkede skudforsøg i halvlegens slutminutter.

 

Trænerteamet Johan Lange og Brian Riemer kunne i pausen glæde sig over, at man fuldstændig havde holdt AB fra chancer, men til gengæld havde man heller ikke selv formået at omsætte det store spilovertag i chancer, så de krævede mere fremadrettet og bevægeligt spil fra alle mand.

 

Tre nye kom ind, Morten Thomsen i angrebet, og Haydar Said og Nicolai Vimtrup på midtbanen, og det bidrog til at der kom mere fart over feltet i opspillet, og efter 6 minutter strøg Kenneth Zohore strøg fint til baglinien i venstre side og lagde bolden perfekt tilrette for Morten Thomsen, der satte den stensikkert i netmaskerne.

 

Efter en times spil noterede man AB’s første forsøg ind for målrammen i form af et langskud, som på ingen måde voldte Kim Christensen problemer. Problemer skabte Kenneth Zohore imidlertid i den anden ende, hvor den store teenager han gang på gang udfordrede AB-forsvaret på dybe stikninger fra de centrale midtbanefolk Saban Özdogan og Nicolai Vimtrup.

 

Trods et par halvstore afbrændere bevarede Zohore dog troen og tålmodigheden, og 12 minutter før tid blev han belønnet for sit slid, da han fik en god stikning fra Vimtrup og med sit hurtige antrit rykkede forbi Anders Wilhelmsen, hvorefter han sendte bolden fladt ind i det lange hjørne med et resolut venstrebens-hug.

 

2-0 blev også slutfacit, og dermed har FCK-reserverne hentet 8 point i første 4 kampe. Næste opgave venter allerede på mandag kl. 13.00 i Lyngby.

 

Matchfacts:
F.C. KØBENHAVN II-AB II  2-0 (0-0)
51.: 1-0 Morten Thomsen
78.: 2-0 Kenneth Zohore
Ca. 200 tilskuere. Dommer: Thomas Nielsen

 

F.C. København: 1 Kim Christensen – 29 Danni Jensen, 12 Peter Larsson (anf.), 26 Thobias Skovgaard (61.: 32 Lasse Lindbjerg), 19 Bryan Oviedo – 24 Christoffer Remmer (46.: 36 Haydar Said), 28 Saban Özdogan, 27 Thomas Delaney (46.: 35 Nicolai Vimtrup), 22 Daniel Lindsten (69.: 33 Andreas Baes) – 18 Kenneth Zohore, 23 Andreas Cornelius (46.: 34 Morten Thomsen). (Ikke benyttet: 41 Jacob Busk og 30 Mikael Vukicevic)

 

 

 

 Daniel Lindsten kontrollerer bolden

 

 

 

 

Thobias Skovgaard med fremme på et hjørnespark 

 

 

 

 

Kenneth Zohore fyrer kanonen af 

 

 

 

 

 Haydar Said i aktion

 

 

 

 

Nicolai Vimtrup fik sin første optræden på reserveholdet

 

Fotos: Torkil Fosdal, FCK.DK