U19: Fortjent 3-1 sejr mod Hvidovre

1-1 til FCK2 og 4-1 sejr til U19

Det var FCK2 der lørdag eftermiddag var første F.C. Københavnske klub i aktion her i weekenden, da de på udebane mødte BGA og fik 1-1. Senere på dagen klarede FCK U19 det en kende bedre, da de kunne tage hjem fra Viborg med en 4-1 sejr.

 

Af Jan Eliassen

FCK2’s kamp mod BGA kommer ikke til at gå over i historien, da den blev betegnet som en middel kamp på en ”under middel” bane.

 

FCK2 fik en godt start og havde et par chancer, men det blev BGA der efter cirka 20 minutter kom foran efter en dødbold. Resten af halvlegen prøvede FCK2 at udnytte de mellemrum der var til at komme ned i bagrummet - men BGA holdt føringen til pausen.

 

I 2. halvleg kom FCK2 ud og lagde pres på hjemmeholdet, og det lykkedes også at komme på 1-1, da Mohammed Ali udlignede med lidt over en halv time tilbage. I det resterende del af kampen havde begge hold muligheden for at tage sejren, men det endte med pointdeling efter 1-1.

 

Efter kampen sagde A+ træner Johan Lange:

 

- Ja, med tanke på dagens kamp og det uafgjorte resultat, så er jeg alt i alt en middeltilfreds træner.

 

Flot comeback af FCK U19 i Viborg

Opgøret i Viborg var et opgør mellem to formstærke mandskaber. FCK U19 har ikke tabt de seneste ni kampe, og Viborgs U19-mandskab havde haft et flot forår med fire sejre i seks kampe. Det lignede en svær kamp, og Viborg satte sig på spillet fra start af – og kom foran 1-0 allerede efter tre minutter på en returbold. Det betød at det gik op af bakke, og det næste kvarter var FCK U19 på hælene, for Viborgs angrebsspil flød godt ned mod U19-Løvernes mål.

 

Men efter 20 minutter overtog FCK U19 mere og mere af spillet, og i det 35. minut blev det 1-1 da Michael Vukicevic flot sparkede en ripost ind fra kanten af feltet. FCK U19 satte sig nu på kampen og kunne havde været foran ved pausen – men alligevel var det nok FCK, der var mest tilfredse med halvlegsstillingen.

 

I pausen var det blevet talt om hvad der skulle ske i 2. halvleg, og de sidste 45 minutter blev en sand fornøjelse. FCK U19 spillede noget af det bedste fodbold der er set i foråret, de startede som lyn og torden og kom på 2-1 allerede to minutter inde i 2. halvleg. Morten Thomsen kastede et langt indkast, og det hakkede Daniel Lindsten flot ind fra straffesparkspletten.

 

Efter målet til 2-1, så rullede angrebene ned mod Viborgs mål, og efter ca. 60 minutter, så røg Morten Thomsen fint igennem og gjorde det til 3-1. Herfra var det kun et spørgsmål om sejrens størrelse, og med ca. 12 minutter tilbage af kampen scorede Cagri Erdem kampens sidste mål, da han gjorde det til 4-1 på et fint langskudsmål.

 

Efter kampen sagde en meget tilfreds træner Brian Riemer:

 

- Det var en rigtig god fodboldkamp, og vi gjorde meget rigtig godt. Set med trænerbrillerne, så kan spillerne – efter en skidt start – godt se sig selv i øjnene efter et meget flot comeback. Vores 2. halvleg viser hvor langt vi er i kommet, bl.a. i det organiserede angrebsspil.