1-1 i sæsonafslutningen

1-1 i sæsonafslutningen

Hele byen summede af sol og sommer, da Superligaens sidste spilleomgang stod for døren, og hele 30.000 tilskuere var mødt op i PARKEN for at hylde deres helte – og, ikke at forglemme, et par busser fra Haderslev, der også kunne tage til fodbold uden nerver i forvisning om, at deres hold var fri af nedrykning.

Inden kickoff var der en stor og fortjent hyldest til Claus Bo Larsen, der i dag dømte sin sidste Superliga-kamp, og blandt gaverne var signerede spillertrøjer fra de to holds anførere. Desuden blev Andreas Cornelius hyldet for valget til Årets Spiller i F.C. København. Den stærke forward kunne dog ikke tage del i løjerne på grønsværen, da han og Sölvi Ottesen ragede tilstrækkeligt strafpoint til sig i torsdags, der sendte dem en tur i straffeboksen.

Hjemmeholdet kom godt i gang og viste vilje og gejst til at tilfredsstille de mange fans, og Claudemir stod for den første afslutning efter 5 minutter, men hans langskud gik forbi. Lidt efter var der større præcision, da han sendte Santin af sted i venstre side, og han prøvede at overrumple Skender med en flad afslutning ved nærmeste stolpe, men den strøg tæt forbi.

Kort efter fik Santin endnu en udmærket mulighed, men denne gang blev afslutningen pareret af Skender. Inden for samme minut testede Nicolai Jørgensen også SønderjyskE-keeperen med et hovedstød, men herefter kunne man ikke helt leve op til den fine start.

SønderjyskE havde en farlig tre-mod-to-kontra efter 11 minutter, men Lasse Vibe nåede ikke frem til Tommy Behcmanns farlige tværbold, der strøg gennem det lille målfelt.

Mens badedyrene planmæssigt blev luftet i det 13. spilleminut headede Bjørn Paulsen lige over på et hjørne, og minutter efter fik Andreas Oggesen en kæmpe chance i feltet, men en forsvarer nåede lige at kaste sig ned og blokere hans afslutning til hjørne.
Herefter skete der ikke alverden i de to felter, før Nicolai Jørgensen midt i halvlegen havde et udmærket forsøg, hvor han trak ind fra venstre og sigtede efter det lange hjørne, men måtte se bolden stryge tæt forbi.

Til gengæld var gæsterne meget tæt på kort før den halve time, da de igen røg af sted i et kontraløb, hvor Lasse Vibe drev den frem, og Nicolai Madsen endte med at banke bolden på den ene stolperod, hvorfra den sprang i spil igen.

Otte minutter før pausen fik tilskuerne dog noget af det de kom for – mål til mestrene! Niels Lodberg smed en dum bold væk nede fra bagkæden, og Igor Vetokele opsnappede den, afdriblede Henrik Hansen og sparkede bolden ind tæt op ad den ene opstander, inden Marin Skender nåede derud. Hans tredje sæsonscoring, efter de to tidligere træffere var sat ind mod Nordsjælland. En dejlig scoring efter hele fire kampes måltørke, og det havde jo været lidt træls at gå på sommerferie med endnu et nul på måltavlen.

Inden pausen kunne Lasse Vibe have bragt balance i regnskabet, da han fik en friløber, men Johan Wiland kom fremragende ud i feltet og reddede, da hurtigløberen prøvede at chippe den over ham.

I pausen udgik Kris Stadsgaard til fordel for Michael Jakobsen, og han og kammeraterne måtte efter 7 minutters spil se Niels Lodberg snitte et frispark fra Henrik Hansen i nettet lige uden for Wilands rækkevidde.

Løverne jagtede stadig en afslutningssejr, men det blev lidt sværere midt i halvlegen, da Claudemir med fem minutters mellemrum indkasserede to gule kort fra Claus Bo Larsen, der således også fik lejlighed til at lufte det røde kort i sin afskedskamp, og dermed sluttede brasilianeren sæsonen ligesom han begyndte den mod FCM i sæsonpremieren…

Kort efter kom Delaney ind i stedet for Santin, og han stod for en fornem aktion, da han efter et par minutter på banen gik stærkt ned i en tackling i eget felt og tacklede bolden fra Lasse Vibe, der var ved at bringe sig fri.

Desværre kneb det lidt med at komme frem til noget i den anden ende, og kampen ebbede stille og roligt ud. Mads Aaquist fik officiel debut, da han kom på banen i stedet for Bolaños. Først henne i kampens slutminut overtid var der optræk til en sejrsscoring, da Nicolai Jørgensen trak sig fri lige uden for feltet og trykkede af, men bolden strøg over mål, og dermed sluttede det med en pointdeling, inden løverne begyndte fejringen af det tiende mesterskab i klubbens historie.