Bo Svensson: "Vi fik opfyldt det vigtigste i aften"
"Vi er videre til næste runde uden skader, og vi fik hvilet nogen, der trængte til det, og andre fik vist sig frem."
Sådan lød Bo Svenssons korte opsummering af aftenens pokalkamp mod Skovshoved, som løverne vandt 3-0 på mål af Geovanni Ndjee før pausen samt William Clem og Viktor Dadason efter pausen.
"Det er klart, at vi da også gerne ville have spilet bedre, end vi gjorde, men i det store og hele, så fik vi opfyldt det vigtigste for os i aften."
"Vi blandede kortene ret meget, men de spillere, der ikke har spillet så meget, kom med masser af gå på mod og iver efter at vise sig frem, Men man kan også godt se, at der mangler noget rytme i spillet, og at relationerne ikke helt var på plads, men det er meget normalt i sådan en situation."
"Vi skal også huske at rose Skovshoved for et godt setup og også for deres præstation i aften, for de gjorde det godt og gjorde det svært for os, og det fortjener også respekt," sluttede Bo Svensson.