Fire nye målscorere i 5-0-sejren i Odense
Vores fem mål i Odense blev scoret af fire forskellige spillere, der aldrig før havde scoret for løverne: Thapelo Maseko (2), Asger Sørensen, Marvin Nasnas og debutanten Maher Carrizo.
Vores statistik-venner fra Nipserstat har hurtigt fortalt, at det senest skete i 6-1-pokalsejren ude over FC Jammerbugt i 2016, hvor Nicklas Røjkjær (2), Mads Roerslev, Aboubakar Keita og Julian Kristoffersen scorede fem af målene, mens Rasmus Falk scorede det sjette.
Udesejre på fem mål
Fem mål er det højeste, vi har vundet med i en Superliga-udekamp, og vi skal tilbage til den 2. december 2018 for at finde den seneste udesejr på fem mål.
Dengang vandt vi 6-1 i Horsens, hvor Robert Skov scorede det første af sine tre hattrick den vinter. Et af dem i øvrigt, da vi også slog OB 6-1 i Parken den 10. februar 2019.
Hvis vi holder os til udesejre på fem mål, havde vi fire gange før Horsens-kampen vundet med fem mål i Superliga-udekampe:
28.11.93 Viborg FF-FCK 2-7
26.03.00 Vejle-FCK 2-7
26.04.03 Køge-FCK 0-5
15.04.12 HB Køge-FCK 0-5
Vores hidtil største sejr i Odense var 4-0 den 1. maj 2004, hvor både Hjalte Nørregaard og Jesper Bech blev dobbelte målscorere.
Straffestime
Maher Carrizo kom ind og scorede på straffespark i dag og blev den første siden Magnus Mattsson (mod Man. City i februar 2024), der scorede i sin F.C. København-debut.
Vi har nu scoret på syv straffespark i træk - og på 17 af vores seneste 18!