Asger Sørensen og Kristjaan Speakman

F.C. København køber Asger Sørensen

30-årige Asger Sørensen slutter sig til løverne efter fire sæsoner som nøglespiller og viceanfører hos tjekkiske Sparta Prag. Han trækker i trøje nummer 4. 
 
Asger Sørensen har skrevet under på en 3-årig kontrakt med F.C. København.
 
Midterforsvareren forlod Danmark som 18-årig til fordel for FC Liefering og har siden gjort sig bemærket i Østrig og Tyskland, hvor han spillede fast for FC Nürnberg, indtil Sparta Prags cheftræner, Brian Priske, hentede ham til den tjekkiske hovedstad i 2022.
 
I Sørensens første sæson i Sparta Prag vandt klubben den tjekkiske liga for første gang i 9 år, og den tjekkiske liga kårede den opspilsstærke forsvarsspiller til både sæsonens bedste forsvarsspiller og sæsonens bedste udenlandske spiller. 

Nu er ambitionen at tilføre den samme kvalitet til F.C. København og tilføje nye milepæle til klubbens historie.

”For mig handler det ikke om at komme hjem - det handler om ambitioner og udvikling," siger Asger Sørensen.

"Jeg har mål og drømme, jeg vil opnå, og jeg har lige præcis valgt F.C. København på grund af ambitionerne."

"Jeg er sulten efter at spille i Parken og i Europa, og jeg har faktisk aldrig prøvet at spille i Superligaen - det glæder jeg mig meget til."

”Jeg ved, hvad opgaven kræver, og jeg kommer til København for at tage ansvar. Jeg vil bidrage med erfaring, lederskab og fysik, og jeg er indstillet på det hårde arbejde, der venter,” siger Asger Sørensen. 

Asger Sørensen


Dominerende faktor i luften
F.C. Københavns Director of Football, Kristjaan Speakman, fremhæver, at Asger Sørensen med sine 191 centimeter er en dominerende faktor for holdet.

"Vi ønskede at hente en fysisk stærk midterforsvarer, og Asger har disse kvaliteter. Men hans profil rummer meget mere; hans evner med bolden er på et højt niveau, og hans lederegenskaber vil gavne vores trup."

"Vi var nødt til at være tålmodige omkring handlen, og vi er utroligt glade for at byde ham og hans familie velkommen til F.C. København."

"Han har præsteret på et meget højt niveau i både hjemlige og europæiske kampe, og vi føler, at hans profil er det perfekte supplement til de øvrige profiler, vi har i truppen," siger Kristjaan Speakman. 

Krisjaan Speakman og Asger Sørensen

 
Svensson: Rutine og ro til bagkæden 
Også cheftræner Bo Svensson glæder sig til at få Asger Sørensen ind i forsvaret.

"Asger bringer en rutine og en ro til vores bagkæde. Han er rolig både med fødderne og hovedet, og han tager et stort ansvar for holdet. Samtidig er han uhyre forudseende i defensiven,” siger Bo Svensson. 

Asger Sørensen

 

Fotos: Gaston Szerman, FCK Media