Cheftræner Bo Svensson

Bo Svensson: Varmen er en faktor

F.C. Københavns spillertrup landede sent onsdag eftermiddag i Debrecen efter at have trænet hjemme på Nummer 10 om formiddagen. Det blev derfor kun til et kort "stadium visit" for at se på forholdene på torsdagens kamparena - netop som Debreceni VSC var færdig med deres træning.

Det var stadig bagende varmt, op mod 40 grader, men Bo Svensson glædede sig over, at banen ligger i skygge.

"Da vi kom ind på stadion her ved 18-tiden, en time tidligere end vi spiller i morgen, så var jeg glad for, at der kommer til at være skygge, mens kampen bliver spillet. Det er en stor faktor, for hvis vi skulle have spillet i bagende sol, så havde den været rigtig grim."

"Så det er da i det mindste noget, vi kan have glæde os over, men det er utroligt varmt. så det er selvfølgelig en faktor i forhold til, hvordan kampen bliver spillet, men også i forhold til den taktik, der skal lægges."

Truppen fik bogstaveligt talt en varm velkomst, da de landede i Debrecen. Foto: Gaston Szerman, FCK Media


Cheftræneren satte disse ord på forventningerne til det hold, vi møder i morgen:

"Det er et hold, som skiftede træner hen over sommeren, og de har også skiftet lidt af deres udtryk. De spillede en rigtig god sæson sidste år og har så haft en lidt svær start på denne sæson med to nederlag i ligaen."

"Men de har et par erfarne spillere, Dzudczak og Adam Lang, og har nogle gode kanter. Det er et stabilt hold, som selvfølgelig også har nogle ting, som de kæmper med, for ellers var det ikke gået sådan i ligaen. Det vil vi jo prøve at udnytte, men vi er godt klar over, at under de her forudsætninger med de høje temperaturer, så bliver det ikke en nem en opgave."

"Det afgøres som altid over 180 minutter, men det er vigtigt, at vi kan lave en god start på kampen i morgen og sætte os selv i en god position til den anden kamp. Men vi har respekt for modstanderen, og vi så også i vores første kamp mod Polissya, at selv om vi vidste, at det var et godt hold, så var de endnu bedre, da vi mødte dem. Debrecen er også et godt hold, så vi lader os ikke overraske, og vi er generelt klar."

Nyankomne Ákos Markgráf er med i Ungarn, som han forlod for få dage siden for at tage til København og skrive kontrakt med løverne, og han er klar til at spille, hvis han får chancen.

"Det vil selvfølgelig være lidt af en ilddåb, hvis han spiller fra start i morgen, men han kender jo forholdene, og han kender modstanderne rigtig godt. Og selv om han er en ung spiller, så har han en del kampe på bagen, så er vi glade for at have det ekstra kort med i truppen, og så må vi se, hvor meget spilletid det bliver til," sluttede Bo Svensson.

Du kan også se, hvad det bliver til, hvis du har et FCK+ abonnement eller sæsonkort, kort- eller billetabonnement, for så kan du se kampen i FCK-appen eller på tv.fck.dk - og høre Christian Boier bag mikrofonen i Debrecen.

Nagyerdei Stadion i Debrecen
Spillerne og staben besigtigede forholdene på Nagyerdei Stadion. Foto: Gaston Szerman, FCK Media