F.C. København-spillerne før kickoff i Parken

FCK møder Debreceni VSC i Q3 til Conference League

F.C. København møder ungarske Debreceni VSC i 3. kvalifikationsrunde til UEFA Conference League.

Det blev afklaret her til aften, da de spillede 0-0 ude mod FC Pyunik efter at have vundet 1-0 i den første kamp hjemme i Debrecen.

Kampterminerne er torsdagene den 6. og 13. august, og vi trak udebane i den første kamp, men intet er endnu fastlagt.

Under alle omstændigheder streamer vi dog hjemmekampen i Parken på FCK TV, hvor du kan se den med et FCK+ abonnement.

Debrecen har ikke mødt os eller andre danske klubber før, men vi har en enkelt gang mødt et ungarsk hold, da vi i efteråret 2003 eliminerede Ferencvaros i første runde af UEFA Cup. Efter 1-1 i Budapest spillede vi også 1-1 i Parken og vandt 4-3 i straffesparks-konkurrence.

Debrecen blev stiftet i 1902, men dominerede først ungarsk fodbold i starten af det 21. århundrede med syv mesterskaber fra 2005-14.

Sidste sæson blev de nr. 4 i ligaen, 16 point efter mestrene fra Györ, og Debrecen har netop indledt den hjemlige liga med hjemme at tabe 2-0 til Puskás Akadémia.

Byen Debrecen ligger i det nordøstlige Ungarn, tæt på den rumænske grænse, og også kun et par timers kørsel syd for slovakiske Kosice, hvor vi mødte FC Polissya - og med lidt længere til hovedstaden Budapest i det centrale Ungarn.