Rebeka Winther styrker løvindernes offensiv
F.C. København styrker løvindernes offensiv med den 24-årige angriber Rebeka Winther.
Rebeka Winther var senest på kontrakt i HB Køge og var i sidste sæson udlejet til OB Q.
Rebeka fik oprindeligt sin fodboldopdragelse i Ballerup-Skovlunde Fodbold, inden hun skiftede til Brøndby IF, hvor hun bl.a. spillede Champions League. Herefter gik turen til B.93, hvor hun var topscorer i sæsonen 23/24 med 33 mål i 27 kampe, da Østerbro-klubben spillede sig op i A-liga.
Det vakte HB Køges interesse, som hentede Rebeka i sommeren 2024, hvorefter hun altså skiftede til Odense sidste efterår.
Rebeka har repræsenteret Danmark på U16- og U23-landshold, og da hun har dansk mor og spansk far, kan hun også repræsentere Spanien.
Vi byder Rebeka velkommen i F.C. København, hvor hun får trøje nummer 14. Hun kan debutere mod sin tidligere klub, HB Køge, som vi møder i første runde af A-liga i slutningen af juli. Kampen er ikke endeligt fastlagt.