F.C. København forlænger med Thomas Delaney
Thomas Delaney og F.C. København lægger yderligere et år til midtbaneprofilens kontrakt, der forlænges til sommeren 2027. Parterne er enige om, at Delaney skal være med til at bære F.C. København ind i fremtiden.
Thomas Delaney blev medlem af F.C Københavns fanklub, da han var to år, og klubikonets rejse mod F.C. Københavns førstehold begyndte allerede, da han var tre år gammel og startede til fodbold i K.B.
Siden fik han debut for løverne som 17-årig i april 2009 i en pokalkamp mod Nordvest FC, og det er i dag blevet til 315 kampe og 30 mål for F.C. København.
Midtbanekaptajnen har siden sin debut cementeret sin status som en af de mest betydningsfulde spillere i klubbens historie, og han er en af de spillere, der har spillet flest kampe for løverne.
Nu bliver det til endnu flere, og københavnerprofilen med den store rutine og særlige vindermentalitet er utroligt glad for at fortsætte i den hvide trøje. Sulten og motivationen er enorm hos Thomas Delaney:
"Jeg er virkelig glad for, at vi er enige om at forsætte et år mere, for jeg kan selvfølgelig ikke se mig selv spille i en anden klub. F.C. København er min klub - det er her, jeg hører til, og jeg har stadig masser at give af.”
“Jeg kan næsten ikke vente med at tage hul på næste sæson! Vi skal tilbage på toppen, hvor vi hører til, men først og fremmest er der lige nu fuld fokus på at slutte denne sæson af med at sikre vores europæiske deltagelse,” siger Thomas Delaney.
Fundamentet for fremtiden
Selvom dåbsattesten nu siger 34 år, ser Delaney i dén grad stadig sig selv spille en væsentlig rolle i den kommende sæson - både på og udenfor banen.
"Jeg er klar over, at alderen ikke kun er til min fordel, og jeg ved, at min krop ikke vil tillade mig at spille alle kampe, men jeg ønsker også at bidrage på flere planer – og ikke udelukkende med minutter på banen. Jeg drømmer om at være med til at skabe og bygge fundamentet for fremtiden og den næste store periode for F.C. København."
Et væsentligt element i Thomas Delaneys forlængelse er overleveringen til den næste generation – en opgave, Delaney tager meget seriøst, uden dog på nogen måde at opgive kampen om startpladsen.
"Jeg håber på at se yngre, dygtigere spillere komme ind, og jeg vil gerne hjælpe dem på vej, men jeg kommer ikke til at trække mig fra en eneste tackling, hverken i træning eller kamp, for jeg vil kæmpe for min plads hver dag," understreger han.
En unik kulturbærer
Cheftræner Bo Svensson ser frem til fortsat at have Delaneys lederegenskaber til rådighed i den kommende sæson.
"Thomas er en unik kulturbærer i F.C. København, og et vigtigt bindeled for fremtiden. Han holder fortsat et højt niveau til træning og kamp, og han er samtidig en spiller, der kan styre et hold både på og udenfor banen. Jeg er virkelig glad for at have ham i truppen i den kommende sæson," siger Bo Svensson.
Presser holdkammeraterne hver eneste dag
For F.C. Københavns tekniske direktør, Nils Koppen, vækker forlængelsen stor tilfredshed, da Thomas Delaney betyder meget for truppen, både som spiller og som menneske.
"Begge parter har været ivrige efter at forlænge aftalen, for Thomas har stadig meget at give, og hans bidrag betyder meget for holdet og klubben."
"Han er stadig sulten, han leverer, og han presser sine holdkammerater hver eneste dag, og det er helt afgørende for sammenhængskraften i truppen."
"Thomas er en fantastisk mentor, og det er en rolle, han tager meget seriøst. Det siger en del om den klasse, han har, at han er villig til at styrke og hjælpe sine egne 'konkurrenter', som på et tidspunkt skal overtage hans plads på holdet og være med til at løfte F.C. København ind i fremtiden," siger Nils Koppen.