Neestrup: Vi slutter med noget perspektiv i forhold til den resterende del af sæsonen
Med 2-0-sejren over Esbjerg blev billetterne booket til semifinalerne i pokalturneringen, hvilket var vigtigt for Jacob Neestrup efter et slemt skuffende efterår i Superligaen.
“Vi slutter med en sejr og med noget perspektiv i forhold til den resterende del af sæsonen. Vi har en drøm om, at vi stadigvæk kan blive danske mestre, og den drøm den skal aldrig nogensinde slukkes før det er fuldstændigt ude."
"Men det er klart, at det ser svært ud, og derfor er det vigtigt, at vi har noget perspektiv i forhold til pokalturneringen og det er vigtigt, at vi har noget perspektiv i forhold til Champions League, hvor vi med en sejr formentlig kan kan gå videre. Så det var vigtigt, at vi kom i hus med det på bagkant af et dybt skuffende efterår som helhed," lød det fra Neestrup til Viaplay efter opgøret.
Lukas Lerager spillede sin 219. og sidste kamp for FCK, og blev udskiftet til klapsalver fra fans og honnør fra cheftræneren:
“Lukas ved jo godt, at han ikke skal stå i en eventuel pokalfinale - men han giver alt, hvad han kan for sit publikum i København, for logoet, for sine holdkammerater og for sin træner.
"Og det er sådan, jeg kender Lukas, og det var også det jeg sagde til ham nede i omklædningsrummet: At når lokummet har brændt for hans holdkammerater eller for hans cheftræner, så har vi altid kunnet ringe til ham og det har været rigtig rigtig dejligt."
"Når trykket har været størst, så har Lukas stået klar med de - og det er meget positivt ment - enkelte midler og den ærlige fodboldspiller, som han er. Det kommer vi og jeg selvfølgelig til at savne rigtig meget. Og jeg er sikker på, at han vil blive husket som den arbejdshest, han har været og fremfor alt for de tre danske mesterskaber, to pokaltitler, tre gange Champions League og to europæiske 1/8-finaler. Det er flot gået af Lukas,” lød afskedssalutten fra Neestrup.
Nu venter en kort vinterpause, inden 2026 sparkes igang den 20. januar i Parken mod Napoli i Champions League.