Fokus på AGF
Søndag kl. 14 spiller vi en nøglekamp i Aarhus, hvor vi kan reducere afstanden til AGF til tre point – eller komme ni point efter.
AGF overtog førstepladsen fra os efter 8. spillerunde og har beholdt den siden, bortset fra runden inden seneste landskamppause, hvor Midtjylland og Brøndby gik forbi. Her tabte AGF 2-3 hjemme til Sønderjyske, men det er også deres eneste nederlag siden de tabte til Randers i runde 2.
Her i anden halvdel af Grundspillet har AGF haft to muligheder for at lægge afstand til de øvrige tophold, men spillede 3-3 i Brøndby og 1-1 i Herning. Efter søndagens opgør har de fem kampe tilbage mod hold, der p.t. ligger nr. 7-12, inden Mesterskabsspillet indledes i midten af marts.
AGF har Kristian Arnstad tilbage fra karantæne, mens vi må undvære Lukas Lerager, der afsoner en spilledags karantæne.
Det kunne indebære en midtbane med William Clem og Mads Emil Madsen, som begge har særlige relationer til AGF – først og fremmest Mads Emil, som jo spillede tre sæsoner for klubben, inden han skiftede til København, og Clem kan stå overfor Markus Solbakken – Ståles søn og Clems barndomsven - som AGF hentede i september.
Mads Emil er den 23. spiller, der har spillet officielle kampe for både FCK og AGF. Vi lavede listen allerede for syv år siden (se den her), hvor Youssef Toutouh var på vej til at blive den 18. (hvilket han også blev). Siden er listen suppleret med Jens Stage, Mustapha Bundu, Kamil Grabara, Kevin Diks og altså Mads Emil.
Uanset disse personlige relationer er der altid masser på spil i de efterhånden klassiske bykampe mellem Aarhus og København – det skrev vi om så sent som i april i artiklen "Dramaer, comebacks og sene afgørelser"
Det var også hektisk og dramatisk, da vi senest mødtes i Parken i august og tabte 2-3!
Indbyrdes statistik
Vi har mødt AGF præcis 100 gange i Superliga, Europa playoff og pokal, og hele 4,2 mål i de 10 seneste indbyrdes kampe taler sit tydelige sprog.
Statistisk har vi haft gode resultater i Aarhus siden de forfærdelige 90’ere, hvor vi tabte 10 af 12 kampe i træk, men det blev bedre i 00’erne, da de gik væk fra at kalde det Aarhus Stadion…
Her er lidt 90'er-nostalgi med et ni minutters sammendrag fra en af vores få sejre i Aarhus i 90'erne, 3-1 den 15. august 1997:
Siden vi tabte 0-1 den 30. juli 2000 har vi kun tabt tre af 28 kampe i Aarhus (V16, U9, T3) – men med til historien hører også, at vi kun har vundet ét af de fem seneste besøg. Det var 3-1-sejren den 27. april i år på det midlertidige stadion i Vejlby, hvor vi også spiller på søndag.
I skrivende stund er der ikke udsolgt endnu, men det har der længe været i vores udeafsnit. Er du ikke på stadion, kan du se kampen på TV3+ og Viaplay med kickoff kl. 14.00.