Neestrup: Stor respekt for hold, der går den lange vej i kvalifikationen
Onsdag aften møder F.C. København for første gang et hold fra Kasakhstan, og Neestrup og staben har naturligvis studeret Kairat Almaty grundigt for at se, hvad der venter.
”Det er et rigtig godt hold, der er fysisk stærke og spiller med stor aggressivitet, og de har nogle rigtig dygtig spillere oppe foran, ikke mindst Satpaev, som er en ung topspiller, som jeg virkelig glæder mig til at se,” sagde Neestrup på dagens pressemøde og nævnte også Edmilson og Jorginho blandt holdets andre offensive profiler.
Kairat Almaty gik hele vejen fra 1. kvalifikationsrunde i Champions League, og det aftvinger altid respekt hos cheftræneren:
”Som jeg har sagt tidligere gange, så har jeg stor, stor respekt for de hold, der kvalificerer sig til Champions League via den lange vej, og som også endte med at slå Celtic ud i playoff. Så det er et godt hold, men vi går efter vores første sejr i ligafasen.”
En sejr onsdag aften kan – for begge hold – tænde håbet om at komme over stregen til de 24 hold, der går videre i knockout-runderne.
”Det har selvfølgelig udviklet sig dårligere end håbet,” svarede Neestrup på et spørgsmål om vores hidtidige kampe i ligafasen, der kun gav point i 2-2-kampen mod Leverkusen.
”Vi havde gerne haft nogle point mere, men vi har haft svære to måneder siden midt i september, men det kan vi jo ikke lave om på nu. Men vi tager en kamp ad gangen, og den kamp i morgen vil vi selvfølgelig gerne vinde uanset hvad, men sidegevinsten ved en sejr, både for os og for Kairat, er jo, at du formentlig kommer ét point efter den streg. Så vi må se, men vi vil selvfølgelig spille vores chance.”
>> Find din plads til Kairat-kampen her
Trupstatus
Truppen blev offentliggjort lige efter eftermiddagens træning i Parken og inden pressemødet, og Birger Meling er klar igen efter en måneds skadepause, mens Andreas Cornelius ikke er udtaget og heller ikke stod på skadelisten.
”Corner er ikke skadet, men han er ikke der, hvor han kan spille tre kampe på en uge. Det var en hård kamp for ham forleden, og han restituerer og træner sidst på ugen og er klar til at tage til Aarhus på lørdag og spille søndag," sagde Neestrup.