Dominik Kotarski

Fokus på Vejle Boldklub

Søndag kl. 14 skal F.C. København til Vejle i den sidste kamp i denne ”kampblok”, inden der venter to ugers landskamppause.

Sidste rundes resultater betød, at vi reducerede afstanden til førstepladsen fra otte til seks point, men uanset hvordan det går de nærmeste konkurrenter senere søndag eftermiddag, er kravet til løverne en sejr i Vejle, hvor man forleden meldte om over 8.500 udstedte billetter - herunder et udsolgt FCK-udeafsnit.

Vejle ligger sidst efter de første 14 spillerunder med syv point efter én sejr og fire uafgjorte, og efter sidste uges nederlag til Sønderjyske, valgte klubben at opsige samarbejdet med cheftræner Ivan Prelec.

"Beslutningen er taget i kraft af de manglende resultater og kravet om at vende den nuværende udvikling i Danmarks bedste fodboldrække," hed det i klubbens udmelding, og resten af året varetages jobbet af assistenttrænerne Steffen Kielstrup og Morten Bisgaard.

Dermed møder vi for femte gang på to måneder en klub, der netop har skiftet cheftræner. Det var også tilfældet mod Brøndby, Leverkusen, Lyngby og FC Midtjylland.

Kielstrup stod også i spidsen for Vejle i foråret, men da vi mødte Vejle i sidste sæson var det i efteråret 2024 under Mihai Tejas ledelse. Teja var i øvrigt også netop tiltrådt, da vi mødte dem i september 2024, hvor han overtog fra Prelec.

Amin Chiakhas Vejle-debut ude mod Brøndby IF
Amin Chiakha i hans Vejle-debut den 10. august ude mod Brøndby IF. Foto: Lars Rønbøg, FrontzoneSport


FCK-tjek, skader og karantæne
Det bliver et gensyn med Amin Chiakha, som vi udlejede til Vejle i august. Han har foreløbig spillet 11 Superligakampe, heraf ni fra start, og har scoret et enkelt mål i 1-1-kampen mod FC Fredericia.

Det kunne også have været et gensyn med Valdemar Lund, som Vejle i august lejede i Molde indtil næste sommer, men han blev skadet under opvarmningen i Haderslev, hvor han skulle have spillet fra start. Christian Sørensen har derimod ikke været i truppen de seneste kampe.

Til gengæld fik Anders K. Jacobsen comeback, da han kom ind i 2. halvleg til sine første minutter i efteråret efter en skadepause. Jelle Duin har også siddet ude siden foråret og fik et kortvarigt comeback i Farum for en måned siden, men har ikke været med siden, mens Lundrin Hetemi er ude i lang tid efter en alvorlig knæskade i sommer.
 
På søndag er Vejle også uden georgieren Giorgi Tabatadze, der fik to gule kort i 1. halvleg af sidste uges 1-2-nederlag i Haderslev, hvor Sønderjyske først scorede sejrsmålet i sidste minut. 

Indbyrdes statistik
Vejle har ikke slået os siden påsken 2000, og de 22 efterfølgende kampe siden har givet 18 FCK-sejre og fire uafgjorte.

Sidste vi var i Vejle i september 2024 kom de foran kort efter pausen ved Kristian Kirkegaard. Kevin Diks udlignede på straffe efter en times tid, og Andreas Cornelius kom ind og sikrede sejren i 85. minut, da han headede et Lopez-indlæg ind ved bageste stolpe.

Andreas Cornelius
Andreas Cornelius scorer sejrsmålet i Vejle i september 2024. Foto: Gaston Szerman, FCK Media