Jubel efter scoring

2-0-sejr i Fredericia

På mål af Elias Achouri før pausen og Jordan Larsson efter pausen vandt F.C. København en sikker og velfortjent 2-0-sejr over FC Fredericia.

Mestrene dominerede stort set hele 1. halvleg mod et kompakt og lavtstående Fredericia-hold, og Mohamed Elyounoussi og Elias Achouri havde udmærkede forsøg, inden det første mål faldt i 34. minut. 

Marcos Lopez slog en dødbold til bageste stolpe, hvor Thomas Delaney headede på tværs, og fra nært hold ekspederede Elias Achouri bolden over stregen.

Inden pausen havde Fredericia en enkelt stor chance, da Dominik Kotarski blev fanget på mellemhånd i udkanten af feltet, men Patrick Egelund skød forbi mål.

Vores spildominans fortsatte efter pausen, men vi skulle hen til 20 minutter før tid, før føringen blev fordoblet i kraft af endnu en spektakulær Jordan Larsson-scoring. Han trak ind fra højre, spillede 1-2 med Magnus Mattsson og hamrede bolden op i det fjerneste målhjørne!

6.288 tilskuere satte stadionrekord på Monjasa Park, og de ca. 2.000 fans i vores udeafsnit havde mest at glæde sig over, for selv om hjemmeholdet forsøgte at komme tilbage, kørte løverne den femte sejr i træk hjem og igen uden at lukke mål ind.

Holdet
Start-11: Kotarski – Zague, Gabriel, Hatzidiakos, Lopez – Larsson, Mattsson, Delaney (anf.), Achouri – Moukoko, Elyounoussi

Slut-11: Kotarski – Huescas, Gabriel, Hatzidiakos, Lopez – Larsson, Clem, Lerager, Robert – Claesson (anf.), Mattsson

Malmö away på tirsdag og København vs Aarhus næste fredag
Tirsdag skal vi over Øresund og spille den første af de to UCL Q3-kampe mod Malmö FF, og allerede om en uge har vi hjemmekamp i Parken, når AGF kommer til Hovedstaden med kickoff kl. 18.00. Find pladser på billet.fck.dk.