Jacob Neestrup

Neestrup: Fantastisk ramme om en god træningskamp

”Det var en perfekt træningskamp at slutte vores forberedelser af med, inden det bliver alvor på fredag,” sagde Jacob Neestrup. Dagens opgør mod Hamburger SV’s nyoprykkede Bundesliga-mandskab blev overværet af hele 23.132 tilskuere, og Neestrup var begejstret for den kulisse.

”Jeg er meget taknemmelig for, at de to klubber kunne stable det her arrangement på benene, for det var en fantastisk ramme, så det kom til at minde lidt om en turneringskamp med masser af gnist og intensitet, og det er bare noget andet end at spille træningskamp ude på Nummer 10.”

”Men jeg er ikke kun tilfreds med rammerne, men også med vores spil, for jeg synes vi spiller en god træningskamp. Især 1. halvleg, hvor vi både var gode i presset og scorede tidligt, skabte chancer til flere mål og også brændte straffesparket til sidst. 2. halvleg blev, som træningskampe ofte bliver, når holdene skifter meget ud, hvor spillet var lidt mere frem-og-og-tilbage, men jeg så mange fine ting i dag.”

”Vi gav kun 1-2 chancer væk, vi holdt nullet, og vi virkede igen som det kompakte hold, vi også var i foråret. Det er selvfølgelig ærgerligt, at Gabriel blev skadet netop inden det spilstop, hvor han skulle være udskiftet, men jeg har ingen melding endnu om skadens omfang, så det må vi vente og se,” sagde Jacob Neestrup.