Fabiana Àlcala og Bo Hillmann

Kvindeholdet udvider trænerstaben

F.C. Københavns kvindehold har ansat to nye assistenttrænere i staben, Fabiana Alcalà og Bo Hillmann, som tiltræder i uge 29, når holdet indleder forberedelserne til sin første sæson i 1. division.
 
Fabiana Alcalà, Head Of Physical Perfomance
De to nye assistenttrænere har hvert sit fokusområde i trænerstaben.
 
28-årige Fabiana Alcalà er født og opvokset i Las Palmas på Gran Canaria og har senest været nogle år i AB’s trænerstab, inden hun nu overtager rollen som assistenttræner og Head of Physical Performance.
 
Bo Hillmann har en fortid i blandt andet Sundby Boldklub og BSF og får som Player Development Coach fokus på transition og specifiktræning.
 
Rebecca Steele: Masser af erfaring og kompetencer
"Jeg er virkelig glad for at få både Fabiana og Bo med i staben,” siger Rebecca Steele. 
 
”Fabiana kommer med stor faglighed og stærke kompetencer fra sin tid i AB, og i rollen som både assistenttræner og Head of Physical Performance får hun en vigtig nøglefunktion hos os. Både i den daglige træning og på det fysiske område, hvor vi ønsker at tage næste skridt.”
 
”Bo har masser af erfaring fra bl.a. Sundby og BSF og får en central rolle i arbejdet med transition og individuel udvikling. Hans blik for detaljen og evne til at udvikle spillere teknisk og taktisk bliver en stor gevinst for holdet. Jeg ser frem til samarbejdet med dem begge."

Fabiana Àlcala
Fabiana Àlcala. Foto: FCK Media

 
Fabiana Alcalà: Helhedsorienteret og databaseret tilgang
”Jeg ser virkelig frem til at starte i F.C. København og blive en del af en klub med så stærk en kultur og store ambitioner,” siger Fabiana Alcalà, der har UEFA’s B Coaching License.
 
”Det er spændende at komme til et hold, der konsekvent stræber efter excellence, både på og uden for banen. Jeg er ivrig efter at udvikle mig som træner og som menneske i dette miljø.” 
 
”At få muligheden for at arbejde med så talentfulde spillere og stab er noget helt særligt, og det er en drøm for enhver træner at være i et miljø som F.C. Københavns.”
 
”Jeg håber at kunne bidrage med en helhedsorienteret og databaseret tilgang, der understøtter både den individuelle udvikling og holdets fælles mål.”
 
”Jeg ved, at der allerede er et stærkt fundament på plads, og jeg ser frem til at lære af staben og opbygge tillid med spillerne.”
 
”Mit mål er at være med til at skabe et miljø, hvor alle føler sig støttede, udfordrede og godt forberedte til at præstere på deres højeste niveau.”
 
”Jeg tror på samarbejde, konsistens og små daglige forbedringer, og jeg glæder mig til at være en del af et team, der deler de værdier.”

Bo Hillmann
Bo Hillmann. Foto: FCK Media

 
Bo Hillmann: Tredelt rolle i et stærkt setup
”Jeg glæder mig meget til at starte i F.C. København og blive en del af det stærke setup omkring kvindeholdet,” siger Bo Hillmann, der har UEFA’s A Coaching License.
 
”Jeg har fulgt projektet tæt siden begyndelsen, og klubben har på kort tid formået at opbygge det, som F.C. København står for: klare ambitioner, professionel tilgang og viljen til at sætte nye standarder.”
 
”Det matcher mine egne værdier og ambitioner, og derfor føles det som et rigtig godt match.”

”Min rolle bliver tredelt: assistenttræner, player development coach og transitionstræner. Jeg kommer med en solid baggrund, primært som cheftræner, og ser frem til at bringe min erfaring i spil i et ambitiøst miljø.”

”Som assistenttræner vil jeg bidrage med faglighed, energi og overblik i hverdagen. Jeg har fokus på spillets detaljer, både i holdets struktur og i den enkeltes beslutninger. Jeg ser det som en vigtig del af rollen at være en tæt sparringspartner for cheftræneren og bidrage til at sikre kvalitet, retning og ejerskab i det vi laver.”

”Som player development coach arbejder jeg målrettet med at udvikle den enkelte spiller teknisk, taktisk og mentalt, så udviklingen også løfter kollektivet. Det handler om at forstå behov, forløse potentiale og skabe progression.”

”Transition handler for mig ikke om at gøre dem klar, der spiller allerede. Det handler om at gøre dem markante. Jeg støtter de unge spillere i at tage næste skridt og præge kampene med tydelighed, mod og kvalitet.”

”Jeg glæder mig til at komme i gang og bidrage til at skubbe både holdet og klubben videre i den rigtige retning,” siger Bo Hillmann.