Youssoufa Moukoko

F.C. København køber Youssoufa Moukoko

F.C. København forstærker offensiven med købet af den tyske angriber Youssoufa Moukoko, som skifter med øjeblikkelig virkning. 

20-årige Moukoko kommer fra Borussia Dortmund på en 5-årig aftale til sommeren 2030, og han trækker i trøje nummer 9 med “Youssoufa” på ryggen.

Moukoko har trods sin unge alder spillet 99 førsteholdskampe for Dortmund og scoret 18 mål, herunder flere i Bundesligaen og Champions League. Han har desuden spillet to A-landskampe for Tyskland samt en række ungdomslandskampe, hvor han var blandt de mest scorende på både U17- og U21-niveau.

Youssoufa Moukoko og Sune Smith-Nielsen


Sune: Investering i både nutid og fremtid
"Det her er en meget spændende transfer,” siger sportsdirektør Sune Smith-Nielsen. 

“Youssoufa er en spiller med et enormt potentiale og har allerede en masse erfaring fra allerhøjeste niveau. Han passer perfekt ind i den profil, vi leder efter – ung, sulten og med et højt teknisk niveau. Vi tror på, at han kan tage næste skridt i sin karriere her i København.”

"Youssoufa har stået over for nogle af Europas bedste forsvar, og han har vist, at han kan gøre en forskel på det niveau. Det er en transfer, der både skal forstærke os her og nu – men også på den længere bane.”

“Det er en investering i både nutid og fremtid, men også en spiller som vi skal give ro i vores miljø og bygge op på den rigtige måde," siger Sune Smith-Nielsen. 

Neestrup: Vi skal give muligheder for at lykkes
Cheftræner Jacob Neestrup ser frem til at arbejde med den tyske angriber, som har stået højt på ønskelisten: 

"Moukoko bringer fart, teknik og målfarlighed til vores angreb. Han kommer med en vindervilje og en selvtillidsfyldt attitude, der matcher godt med F.C. København. Han har bevist sit niveau i Bundesligaen og i europæisk fodbold.” 

“Han er den type angriber, der kan gøre noget på egen hånd. Han er en dribler, kan kombinere i små rum, afslutter klogt og er farlig i feltet. Desuden er han stærk og aggressiv i presspillet. Jeg ser meget frem til at integrere ham i vores koncept og få det bedste frem i hans kvaliteter.”

”Omvendt ved vi også godt, at Youssoufa kommer fra et vanvittigt pres, fordi han har været udråbt til at være en af de næste store i fodboldverdenen – med alt det, som følger med i den forbindelse.”

“Derfor skal vi også hjælpe med at styre den del her i København og dermed give både Youssoufa og F.C. København de bedste muligheder for at lykkes,” siger Jacob Neestrup.

Youssoufa Moukoko


Youssoufa: Jeg kan mærke tillid
Youssoufa Moukoko ser frem til at starte et nyt kapitel i karrieren: 
 
"F.C. København er en stor klub med store ambitioner, som passer til mine egne.” 

“Vi har haft gode samtaler, og jeg er meget glad for at være her. Jeg kan mærke, at der er tillid til mig, og nu glæder jeg mig bare til at komme i gang og give den alt på banen.”

"Jeg spillede selv mod F.C. København i Champions League i 2023, og det var en stærk oplevelse, der gjorde et stort indtryk på mig. Oplevelsen i Parken var fantastisk, og jeg kunne mærke, at det er en klub med den danske hovedstad bag sig.”

“Jeg glæder mig til at være en del af det og vise, hvad jeg står for i den smukke, hvide trøje," siger Youssoufa Moukoko, der som nævnt får trøje nummer 9 og nu er en del af træningslejren i Østrig.