Thomas Delaney

Sen Delaney-udligning sikrer vigtigt point

Et hovedstødsmål af Thomas Delaney i 83. minut sikrede F.C. København 1-1 i et hektisk, intent og dramatisk topbrag i Parken, hvor 34.418 tilskuere skabte en international kulisse om kampen.

Efter at gæsterne indledte bedst, kom løverne ind i kampen efter et kvarters tid, og en god soloaktion af Victor Froholdt gav ham en god skudchance i feltet, men han skød lige i benene på Jonas Lössl.

Efter en halv time var Pantelis Hatzidiakos uheldig, at han ikke skovlede bolden på den rigtige side af stolpen efter et hjørne.

I stedet endte en generelt lige og jævnbyrdig 1. halvleg med midtjysk pauseføring, efter at Oliver Sørensen i 38. minut headede et forlænget indkast i nettet.

Efter pausen pressede vi mere og mere, men de helt store chancer udeblev, indtil syv minutter før tid, da indskiftede Mohamed Elyounoussi slog bolden til bageste stolpe, hvor Thomas Delaney headede den ind til øredøvende jubel fra hovedparten af de 34.418 tilskuere i Parken.

Et mål, der gør en kæmpe forskel i forhold til de to sidste runder, da vi nu stadig fører med et point og selv kan afgøre det.

Carlsberg Man of the Match
Victor Froholdt blev en sikker vinder af fansenes afstemning om Carlsberg Man of the Match

Start-11: Ramaj – Huescas, Gabriel, Hatzidiakos, Lopez – Larsson, Lerager, Delaney (anf.), Achouri – Froholdt, Cornelius

Slut-11: Ramaj – Huescas, Gabriel, Hatzidiakos, Froholdt – Mattsson, Falk, Delaney (anf.), Elyounoussi – Claesson, Cornelius