Historisk dag: F.C. Københavns kvinder rykker ind i Parken

F.C. København skriver et nyt kapitel i historien, når kvindeholdet for første gang spiller i Parken.

Ved sæsonens sidste kamp markeres kvindernes imponerende resultater – og med al sandsynlighed – også en oprykning til 1. division med et brag af en historisk festdag i Parken. Det sker søndag den 8. juni, kl. 16.00 mod Næstved HG.

For første gang nogensinde lægger Parken dermed græs til F.C. Københavns kvindehold, og til denne ene særlige kamp er der gratis adgang for alle.

Nået utroligt langt på kort tid
“Vi ønsker at sætte en stor, fed streg under, hvor stolte vi er af vores kvindehold, som på meget kort tid er nået utroligt langt," siger CEO Jacob Lauesen.

"Det er helt fantastisk at følge dem, og den oplevelse ønsker vi at dele med alle F.C. Københavnere. Samtidig har vi - forhåbentlig - mulighed for at markere den første oprykning i hele klubbens historie." 

Kampen mod Næstved HG var oprindeligt fastsat til lørdag den 7. juni, men Næstved har velvilligt accepteret at flytte kampen til søndag, da Parken er optaget af herrelandsholdets kamp mod Nordirland om lørdagen.

>> Læs også: FCK's første år med kvindefodbold

Blot et skridt på vejen
“Vi håber, at vi igen kan sætte en ny tilskuerrekord og samtidig skabe yderligere opmærksomhed og interesse om dansk kvindefodbold. Det her er blot endnu et skridt på vejen ud af mange, og ambitionerne slutter ikke her. Slet ikke. Vi er først lige begyndt, men vi glæder os enormt,” fortæller Rebecca Steel, Head of Womens’ Football hos F.C København.

Kvinderne har haft en særdeles succesfuldt første år, både hvad angår resultater, spillet på banen, rammerne omkring kampene, interessen fra fans og den store opbakning fra partnerne. Der skal derfor lyde en stor tak til løvindernes Main Partnere, Andel, adidas, Carlsberg, Codan og Audi, der har sikret, at løvinderne kan spille denne særlige kamp i Parken.

Gratis billetter
Der bliver gratis adgang til kampen, men man skal trække en billet på forhånd - sæsonkort og abonnementer giver ikke adgang. Login med eller opret en FCK Profil for at hente billetter.

>> Hent gratis billet til kampen på billet.fck.dk