Ny rekord for sæsonkort og abonnementer

Flere end 22.700 har på nuværende tidspunkt sikret sig adgang til FCKs hjemmekampe i 3F Superligaen til den kommende sæson. Det er det højeste antal nogensinde og godt 10 procent højere end på samme tidspunkt sidste år.

”Det vidner om, at den positive udvikling fortsætter, og at der kommer flere og flere F.C. Københavnere, der ønsker at være en fast del af oplevelsen i Parken," siger kommerciel direktør i F.C. København, Mikkel Grove Lindsted.

"Vi glæder os meget over, at så mange vælger os til, og vi vil gøre vores ypperste for at give dem gode oplevelser både på og udenfor banen. Vi gør os hele tiden umage for at blive bedre på alle områder.”

Der er udsolgt af sæsonkort og abonnementer til Sektion 12, Nedre C og Familietribunen, mens det fortsat er muligt at købe på Øvre C og A-tribunen.

”Det er en vild udvikling, vi har været igennem, og vi er ikke mindst glade for at se, at Familietribunen virkelig er vokset. Det lover godt for fremtiden, at vi ser de yngste F.C. Københavnere i så stort antal på tribunerne, og det motiverer os meget til at gøre oplevelsen der endnu bedre for børnene og deres familier,” siger Mikkel Grove Lindsted.  

Hvis du fortsat ikke har sikret dig en plads til den kommende sæson, så kan du finde den her på billet.fck.dk.