
Børnefodboldens Hus åbner i Roskilde på søndag
Søndag den 7. september, kl. 13-15 åbner Børnefodboldens Hus hos Roskilde Boldklub, Rådmandshaven 10, 4000 Roskilde.
Den officielle åbning er kl. 14.30, men allerede fra kl. 13.00 arrangerer F.C. Københavns Team Leo en masse sjove børne-aktiviteter. Løven Leo er der selvfølgelig, og du kan også møde flere førsteholdsspillere fra F.C. Københavns herre- og kvindehold og få autografer og selfies.
"Vi er meget glade for at åbne Børnefodboldens Hus i Roskilde og dermed skabe et stort fællesskab af klubber, hvor vi sammen kan løfte og styrke børnefodbolden yderligere," siger Niels Madsen, leder af F.C. Københavns klubsamarbejde.
"Vi glæder os til at lave aktiviteter på tværs af klubber til gavn for en masse børn, trænere og klubledere. Mange klubber er allerede med i Børnefodboldens Hus i Roskilde, og vi håber, at der kommer endnu flere klubber med i fremtiden."
"Vi ser meget frem til at åbne Børnefodboldens Hus på søndag sammen med mange børn, trænere og ledere fra Roskilde og omegn."
Disse klubber deltager i åbningen: Roskilde BK 06, Himmelev-Veddelev BK, Roskilde Pigefodbold, Jernløse BK, Vindinge IF, Stenlille IF, Vipperød BK, Gevninge IF, St. Merløse IF, Tølløse BK, Hvalsø IF og Taastrup IF.

Faktaboks: Børnefodboldens hus
Børnefodboldens Hus er udviklet af F.C. København som en samlet betegnelse for en række initiativer og aktiviteter, der skal fremme børnefodbolden i de deltagende klubber.
Formålet er at skabe et fælles samlingspunkt for vidensdeling, udvikling og fodboldaktiviteter for både børn, trænere og klubledere.
Initiativerne skal også styrke sundhed og trivsel blandt børn i området samt fremme børnevenlige og pædagogisk funderede principper i klubbernes daglige arbejde.