
Ugen der gik (17/2022)
U19 ET SKRIDT TÆTTERE PÅ GULD
Med en 3-2-sejr over Esbjerg sørgede U19 for, at de nu har fem matchbolde til definitivt at sikre klubbens første U19-mesterskab siden 2012. Forfølgerne kan nemlig højst nu 55 point, og vi mangler OB ude, AGF hjemme, FC Nordsjælland hjemme, Silkeborg ude og AaB hjemme.
- FCK 21 k., 53 p. (+51)
- FCM 22 k., 43 p. (+25)
- BIF 22 k., 41 p. (+20)
- OB 22 k., 38 p. (+4)
Esbjerg blev dog langtfra spillet af brættet, for selv om vi dominerede kraftigt før pausen, kom vi ikke til mange afslutninger. Efter pausen kom de endda foran på straffe, da bolden uheldigt ramte Mattias Jakobsen på hånden, men holdet reagerede godt på den kolde dukkert.
Efter en times spil bragte Orri nemlig balance i regnskabet fra den anden 11-meter-plet, men kun med hjælp, for bolden tog stolpen og gik i mål via Esbjerg-keeperen. Derfor bliver islændingen på 26 sæsonscoringer i 21 kampe.

Siden sad vi solidt på kampen, og efter Ali Almosawes 2-1-mål et kvarter før tid, blev hans afløser, Jeppe Corfitzen, spillet helt fri til 3-1-målet, og så var kampen afgjort.
I tillægstiden hamrede Esbjergs Oliver Svendsen dog en dykkende dødbold op i krogen fra 35 meters afstand og tog prisen for dagens flotteste mål.

Mattias Jakobsen og Ali Almosawe var tilbage efter småskader, og Emil Højlund fik i 2. halvleg comeback efter et par ugers skadepause. Uden for banen er Jacob Perelman begyndt at træne lidt med, og den korsbånds-skadede venstre back, William Kaastrup, sig over, at han snart kan begynde at træne med holdet og ser frem til at være helt klar til næste pre-season.

FCK U19-ESBJERG U19 3-2 (0-0)
21.: 0-1 Marcus Kristensen, str.
61.: 1-1 selvmål
75.: 2-1 Ali Almosawe
85.: 3-1 Jeppe Corfitzen
91.: 3-2 Oliver Svendsen
Andreas Dithmer – Emil Møller, Mattias Jakobsen, Ethan Amundsen-Day, William Maretti – Oscar Højlund (55.: Emil Højlund), William Clem (79.: Fisnik Isaki), Daniel Haarbo – Ali Almosawe (82.: Jeppe Corfitzen), Orri Óskarsson, Noah Donovan Sahsah
Den første ”matchbold” er på lørdag kl. 12.30 ude mod OB – og vi tager med til Ådalen og rapporterer live på Insta Story.
Allerede tirsdag kl. 19 venter dog en pokalsemifinale mod FC Nordsjælland hjemme på KB's bane 9.
U17-LYNGBY 4-1
Onsdag aften vandt U17 en velfortjent 4-1-sejr over Lyngby på KB’s bane 9 efter 3-1 ved pausen. Emil Thor bragte holdet på vinderkurs efter 10 minutter, og fem minutter senere øgede Victor Froholdt til 2-0.

I mellemtiden havde gæsterne dog et hovedstød på stolpen, og de reducerede også otte minutter før pausen. Men få minutter efter sørgede Amin Chiakha for en ny to-måls-føring, efter at Emil Thor havde haft et forsøg på overliggeren.
Efter pausen stod træværket igen for skud, først da Lyngby ramte overliggeren, og siden da Froholdt ramte stolpen, inden Amin Chiakha headede 4-1-målet ind.

Med 20 minutter igen skiftede Alfred Johansson halvdelen af markspillerne på én gang, og sejren var aldrig i fare.
FCK U17-LYNGBY U17 4-1 (3-1)
9.: 1-0 Emil Thor
16.: 2-0 Victor Froholdt
37.: 2-1 Villads Mølgaard Eskildsen
40.: 3-1 Amin Chiakha
61.: 4-1 Amin Chiakha
U17-ESBJERG 4-1
Lørdag eftermiddag var drengene i aktion igen og gentog onsdagens sejrscifre, selv om der var roteret lidt på holdet i forhold til onsdagen.
Det lignede en tidlig afgørelse, da vi førte 2-0 efter et kvarter på mål af de to kanter, Victor Froholdt og Emil Thor, som også åbnede scoringen mod Lyngby.

Lyngby reducerede dog på en kontra efter en halv times tid, men vi svarede stærkt igen, for kort efter gik Carl Bilde med frem og op fangede en returbold i feltet, som han sendte i mål via indersiden af stolpen.
Et kvarter før tid lukkede og slukkede Froholdt med sin anden scoring efter en fornem frispilning fra Oliver Højer.

FCK U17-ESBJERG U17 4-1 (3-1)
8.: 1-0 Victor Froholdt
14.: 2-0 Emil Thor
31.: 2-1 Niclas Vestby
33.: 3-1 Carl Bilde
76.: 4-1 Victor Froholdt
U17 har generobret førstepladsen fra OB i den tætte topstrid i ligaen, hvor der venter et vigtigt topopgør i Odense på lørdag eftermiddag mod et formstærkt OB-hold, der har vundet de seneste 11 ligakampe i træk med en målscore på 45-10.
- FCK 20 k., 48 p. (+36)
- OB 20 k., 45 p. (+45)
- BIF 21 k., 40 p. (+31)
U15-ESBJERG 1-0
U15 har haft en turbulent periode efter påskens flotte turneringssejr i Holland, for siden kneb det på hjemligt græs, hvor holdet først tabte hjemme til Horsens i sidste weekend og i tirsdag røg ud af pokalsemifinalen til B.93 fra den næstbedste række.
Lørdag hev de dog en 1-0-sejr hjem over Esbjerg på et mål af Jonatham Moalem ti minutter efter pausen.

Også U14 led et ærgerligt pokalnederlag i ugen der gik, da de hjemme tabte 1-2 til Brøndby.
FUTURE U16-LANDSHOLDET
Vi havde tre spillere med, da U16 Future-landsholdet spillede tre venskabskampe i ugen der gik: Elias Rørsted, Oliver Watts og Bertram Østergaard. Future-landsholdet er for årgang 2007, mens det ”normale” U16-landshold er for årgang 2006, hvor vi senest havde Cornelius Olsson, Tristan Fynbo og Victor Froholdt med,.
I onsdags tabte Future-landsholdet 0-4 til Belgien, som scorede sine mål i de første 25 minutter, hvorefter danskerne leverede en udmærket 2. halvleg. Bertram spillede hele kampen på midtbanen, og Elias indledte på venstre back og blev udskiftet efter 75 min. Oliver kom ind i pausen og var tæt på at reducere, men hans afslutning blev reddet på målstregen.
Torsdag endte det 0-7 mod Holland, som ifølge DBU’s udsendte fortolker Future konceptet noget anderledes end danskerne, som blev fysisk overmatchet. Både Elias, Bertram og Oliver startede inde og blev udskiftet 10 minutter efter pausen.
Det var heldigvis mere jævnbyrdigt i den sidste kamp mod Sverige, som danskerne tabte 2-3. Vores tre spillere startede igen inde, og Bertram og Oliver blev udskiftet i 2. halvleg, mens Elias spillede hele kampen og kom til et par gode muligheder før pausen.

HAARBO PÅ U19-LANDSHOLDET
Daniel Haarbo er vores eneste repræsentant i truppen til en venskabskamp mod Tyskland den 11. maj, kl. 16.30 i Hobro. Der er gratis adgang, hvis du alligevel er på de kanter...
FREDERIKSSUND-B1903 5-0
Efter en række tætte kampe efter vinterpausen måtte 03'erne i lørdags tage fra Frederikssund med et 0-5-nederlag, hvor de sidste tre mål ganske vist faldt i de sidste 20 minutter.
Det kan også blive svært på lørdag, når topholdet Greve kommer på besøg på Lyngbyvej, men siden venter tre afgørende kampe mod de hold, der p.t. ligger under B1903 i tabellen, Herstedøster, Solrød og Union.
KB-FREMAD AMAGER 2-6
Trods et tidligt mål på straffespark ved Andreas Caspersen, fik KB heller ikke point denne gang, da Fremad Amager 2 vandt 6-2 på Frederiksberg - det andet KB-mål blev sat ind af Mohammed Alaouie. Søndag eftermiddag gælder det HIK på udebane.
VINGAARD OG KVIST PÅ TAVLEN
Det lyder som noget fra et gammelt, gulnet avisklip, men det er ikke længere siden end i torsdags, at d’herrer scorede for KB/FCK’s Oldboys, da Frederiksholm Sydhavnen blev besejret 3-1 – det tredje mål blev scoret af Per Krøldrup.
Frederiksholm Sydhavnen skriver sig dermed ind i et fint selskab, for ellers har Vin & William kun scoret i samme kamp mod FC Midtjylland og Brøndby...

Bare tre dage før sendte Oldboys også Hvidovre ud af pokalen med en 2-0-sejr på udebane, hvor Vingaard også kom på tavlen sammen med Lasse Dahl – endda ved at passere selveste Kim Christensen i Hvidovre-målet. Dermed er holdet i semifinalen den 16. maj mod Græsrødderne.
Først venter dog endnu et opgør mod Hvidovre, denne gang i ligaen, og det er på mandag den 2. maj, kl. 20.30 på KB’s baner.