Ørestad Event på Lyngby Stadion

Som man ved, hvis man har fulgt med på denne side, er Ørestad Cup ved at lakke mod enden for denne gang, og det med F.C. København i en meget smigrende rolle - vi har simpelthen vundet turneringen.

I lighed med sidste år, hvor Ørestad Cup blev spillet første gang, rundes turneringen af med Ørestad Event, hvor et udvalgt mendskab med spillere de fem sjællandske hold - F.C. København, Herfølge, Lyngby, Brøndby og AB - spiller mod et udvalg fra de fem sydsvenske hold i turneringen - Malmö FF, Trelleborg, Helsingborg, Halmstad og Landskrona BOIS.

Ørestad Event afvikles på Lyngby Stadion onsdag 31. maj kl. 17.45.

Der indledes med en forkamp, hvor sammensatte hold af henholdsvis danske og svenske fans møder hinanden.

Derefter spiller de udvalgte hold fra klubberne, og den kamp starter kl. 19.00. Adgang til stadion koster kun kr. 25,- inkl. en øl eller vand.

Holdene udtages af fanklubformænd og pressens folk, men du har også mulighed for at give din egen mening til kende. Der løber en afstemning på Ørestad Events hjemmeside, og her kan alle give sit besyv med om hvilke spillere, der ville pryde det danske hold den aften.

Indtil 9. maj kan der stemmes!

nsm