Bo Svensson: En lige kamp de første 80 minutter

Cheftræner Bo Svensson var fint tilfreds med eftermiddagens træningskamp mod HSV og meget imponeret over den flotte kulisse, hvor 55.000 tilskuere fyldte Volkspark.

"Det er jo vanvittigt, at det fællesskab der er mellem to klubber, kan samle 55.000 til en træningskamp, og det jo et privlegie for os at være med," sagde Bo Svensson.

"Vi vidste jo godt, at vi kom med et lidt amputeret hold og uden nogen midterforsvarere, men jeg synes, at vi gør det godt i de første 80 minutter. Der var det en lige kamp, og vi har lige så mange chancer som de har."

"Da vi så hev de sidste rutinerede kræfter ud, så fik vi det lidt svært, også på dødbolde, for vi har ikke verdens største hold, men det er sådan som det er," konstaterede han med henvisning til HSV's to sene scoringer i 83. og 89. minut. 

"Vi håber ikke, det var slemt med Kenay (udgik med skade, red.), men ellers er jeg tilfreds med, at vi fik spillerne igennem uden skader."

"Der manglede helt sikkert nogen relationer, og der er nogen ting offensivt, som jeg synes, vi skal gøre bedre, men defensivt synes jeg, at vi holder dem nede. Vi møder jo et Bundesligahold, hvor dem der spillede fra start formentlig starter den næste Bundesligakamp, og vi holder dem nede på meget få chancer, selv om vores midterforsvar består af en højre back, en venstre back og en central midtbane."

"Så synes jeg, vi gjorde det godt, og der var helt sikkert nogen positive ting, og så er der nogen ting individuelt og frem for alt med bolden, vi skal gøre bedre."

"Man kan godt se, at de spillere, der har lidt mere rytme som Thomas, Moi og Birger, de tager fat i spillet og med deres rutine gør en masse ting, så vi kan få en lige kamp ud af det."

"Og så er der nogen, der ikke har spillet meget, og en Rodrigo, der kom tilbage, hvor der selvfølgelig var noget rust, men de investerede i at gøre deres bedste, og det er helt naturligt, at de i nogen situationer ikke vælger rigtigt, og at beslutningerne ikke nødvendigvis er den rigtige hver gang."

En, der slet ikke havde spillet kamp i et helt år, det var Rodrigo Huescas, som fik comeback, da han planmæssigt spillede de første 45 minutter som højre wingback.

"Han har haft en svær periode og været ude i rigtig lang tid, og man kunne godt se, at det ikke er den gamle Rodrigo endnu. Men han er på vej derhen og tager hele tiden skridt, og han kommer til at blive vigtig for os."

"Om det lige er i næste kamp eller først længere henne, det ved jeg ikke, men det er en spiller, som vi tror meget på, og som vi ved kan ændre tingene, og så har han jo brug for rytme og minutter og alt den support, som han overhovedet kan få," sluttede Bo Svensson fra Volkspark.

Holdet i dag fra start og slut
Start-11: Ramaj - Huescas, Myrie, Delaney (anf.), Meling, Robert - Németh, Elyounoussi - Carrizo, Cornelius, Olsen

Slut-11: Ramaj - Nørløv, Ait Chiekh, Meling (anf.), Poulsen, Jaw - Németh, Mouhoub - Carrizo, Ndjee, Olsen