Vi er videre!

Efter Silbers målshow på Brøndby Stadion går F.C. København som bekendt videre fra Gruppe 2 til Royal Leagues næste gruppespil sammen med IFK Göteborg.

Lodtrækningen til de næste fire kampe sker på næste fredag, når Royal Leagues turneringskomite mødes. Det er stadig usikkert, hvem det går videre fra Gruppe 1, hvor Vålerenga har været helt suveræne, og enten Rosenborg eller Esbjerg tager andenpladsen.

Gruppe 3 rummer mange scenarier for hvem af de tre førerhold, der går videre. På lørdag spiller Malmø mod Halmstad. Hvis Halmstad vinder den kamp, er de sikre på mindst en andenplads i gruppen, mens Malmø stadig har en chance for at gå videre, hvis de vinder, spiller uafgjort eller hvis Brann dummer sig i deres sidste kamp - så Gruppe 3 er lidt af en gyser!

Der er selvfølgelig meget prestige på spil i Royal League, men også ganske pæne pengepræmier for de deltagende hold. F.C. København har allerede sikret sig en andel på over 3.600.000 norske kroner (3.250.000 danske kroner). Og der er stadigvæk over 5 millioner danske kroner på højkant!

Mellemrunden.
På fredag bliver de seks deltagende hold delt i to puljer med hver tre hold. Dermed spiller hvert hold fire kampe - to ude og to hjemme - og starter forfra med nul point. Ifølge Royal Leagues turneringsregler afvikles mellemspillet "så vidt mulig med forskellige nationaliteter i hver pulje", og holdene fordeles frit efter størst mulig geografisk spredning og derefter ved lodtrækning. Puljefordelingen sker på et møde i turneringskomiteen fredag den 25. februar.

Afhængig af de sidste puljekampe på torsdag, kan vi derfor forvente en svensk og en norsk modstander i vores pulje. Der er seks mulige spilledatoer: Tre i marts måned (før påske), to i april og én mulig spilledato i starten af maj.

De to hold som vinder deres respektive puljer møder hinanden i den første Royal League-finale nogensinde den 26. maj. Finalen afvikles på det holds stadion, som har klaret sig bedst i afslutningspuljespillet.

Som sagt ved vi meget mere på næste fredag, men vi kan allerede nu glæde os over mere Royal League-fodbold i PARKEN.


F.C. København er videre i Royal League. Om en uge ved vi hvem vi møder, hvor vi spiller og hvornår vi spiller ?