VI ER (STADIG) MESTRENE!

VI ER (STADIG) MESTRENE!

Løverne løb på banen til tonerne af ”Mestrene, vi er mestrene, vi er mestrene…”, og 90 minutter senere forlod de banen til samme toner – nu med yderligere et års holdbarhed!

Inden det gik løs, blev Zdenek Pospech behørigt hyldet for at have rundet kamp nr. 100, og mon ikke han har tilbragt sådan cirka halvdelen af tiden på modstandernes banehalvdel, hvor han og backkollega har udviklet sig til et af de mest effektive våben i løvernes alsidige våbenarsenal.

Det gav de også talrige prøver på her til aften, hvor københavnerne hurtigt viste, hvem der regerer i PARKEN og med det samme satte sig solidt på kampen. Det udmøntede sig dog ikke i en helt vild offensiv satsning, men så snart HB Køge-defensiven blottede sig en anelse, slog løverne til med mesterlig kynisme. Nede i eget felt sendte en forsvarer bolden lige i fødderne på Oscar Wendt, og på hans skarpe og præcise indlæg pandede Dame N’Doye bolden i nettet uden chance for Lars Bjerring i HB Køge-målet.

Kort efter sparkede Vingaard bolden i tomt mål, efter at Kvist havde driblet fint ind i feltet og afsluttet, men Vingaard blev dømt offside i situationen. Santin fik en fin mulighed for at øge lidt efter, men så var det som om gassen gik lidt af ballonen, og resten af halvlegen bød ikke på det helt store, før N’Doye igen var på pletten tre minutter før pausen og enkelt ekspederede bolden i nettet efter at have fået den perfekt serveret af Santin.

Henrik Toft havde ved en enkelt lejlighed været ved at lave ulykker i FCK-feltet, men ellers havde Jesper Christiansen – der havde fået chancen i stedet for Wiland - ikke haft mange lejligheder til at vise klassen. Det fik han heller ikke efter pausen, hvor stort set alt spil foregik på gæsternes banehalvdel.

Det kneb dog med skarpheden i den sidste pasning og i afslutningerne, der i antal ikke helt stod mål med boldbesiddelsen. Men efter en lang og krævende sæson – og med en 2-0-føring og 99,9 % sikkerhed for guld – kan man godt tilgive, at der gik en smule legestue i det engang imellem, selv om mange nok havde sat næsen op efter en storsejr i samme kaliber, som da de to hold mødtes i PARKEN i juli. Det hører også hører med til historien, at selv om HB Køge for længst er dømt til nedrykning, så er de ikke blevet kørt ud af banen her i foråret, hvor nederlagene oftest har været ganske knebne og ærefulde.

Ailton og Thomas Kristensen kom ind midt i halvlegen i stedet for Kvist og den dobbelte målscorer, Dame N’Doye, der fik en flot og fortjent hyldest på vej ud af banen. Med al respekt for d’herrer Ailton og Kristensen kom den mest interessante indskiftning dog med og små 20 minutter igen, da Bryan Oviedo fik sin officielle debut, da han afløste Oscar Wendt.

Han nåede et par gange at vise, at han ikke står tilbage for sin mere erfarne backkolleger, når det gælder speed og angrebslyst, og hvis han skulle være i tvivl om vejen til netmaskerne, så viste Pospech hvordan det skulle gøres 7 minutter før tid, da han øgede til 3-0 efter flot forarbejde af Thomas Kristensen.

Dermed fik de trofast klappende, syngende, jublende og dansende fans endnu mere at glæde sig over, og inden Peter Rasmussen for sidste gang blæste i fløjten havde kaptajn Nørregaard gjort det til 4-0 langt inde i overtiden. Således fjernede københavnerne  enhver teoretisk tvivl om, hvor skabet skal stå: det står stadig i København!

FORZA FC – VI ER STADIG MESTRENE!