Gravgaard og Jesper C fejrer sejren over Manchester United

Ugen der gik (uge 13)

WILLIAM I FINT SELSKAB
Fodboldmagasinet World Soccer har igen udpeget de 500 “most important players” i verden. På listen, som ikke er prioriteret, finder vi bl.a. William Kvist, Thomas Delaney, Nicolai Jørgensen og vores gode, gamle ven Atiba Hutchinson. En fornem anerkendelse til vores nuværende og tidligere profiler!

William Kvist

 

MINDEORD: CENTRAL PARKS HENRIK ØGENDAHL ER GÅET BORT
I ugen der gik mistede mange FCK-fans desværre en kær, gammel ven, som i en årrække har sørget for mange gode timer på Central Park på hjørnet af B- og C-tribunen. Henrik Øgendahl, ejer af Central Park siden 1997, er gået bort.

Henrik bisættes 14. april i Garnisonskirken og blev mindet inden Nordsjælland-kampen, ligesom mange har æret hans minde på sociale medier. Vi har fået disse smukke mindeord fra Jonas Møller:

"Vores allesammens dj og barchef har forladt CP ? Hvor smerter det os, at høre at Henrik har forladt os her på jorden, og “kirken” på Øster Alle!

Henrik huskes for hans altid glade smil, solbrune ansigt, en smøg i kæften, en delvis krøllet men hvid skjorte, frisk på en bemærkning, og altid højt humør!

Tak for alle de gode samtaler i barhjørnet ved ipad'en eller ude foran efter en dejlig sød sejr og de mange guld- og pokalfester. Tak for Seebach og Tørfisk klokken lort om natten, tak for din afslappethed når jeg havde spredt guldglimmer på det klistrede gulv, og du trak på skuldrene, tog smøgen i kæften og spurgte: "Ska' du ikk' ha en omgang mer’!"

Afrundingen på en fantastisk fest var altid Preben Kaas' "Oh babe, kom med et bud!"

En legende på CP! 

Hvil i fred, kære Henrik, med Liverpool og FCK i dit hjerte!"

 

EKS-FCK'ERE

Antti Niemi
Faste læsere af "Ugen der gik" ved måske, at vi holder lidt øje & øre med NRK-podcasten Heia Fotball, hvor man af og til kan fange anekdoter om FCK'ere. Således også da Claus Lundekvam var gæst, for da den mangeårige Brann- og Southampton-stopper var gæst, havde han såmænd Antti Niemi på sit drømmehold og gav ham følgende kærlige ord med på vejen:

“Alle keepere er gale!" Det er der ingen tvivl om, og Antti Niemi var ingen undtagelse. Han var også finsk, så du kan selv tænke dig…  men en fantastisk hyggelig fyr og en god kammerat, som jeg stadig har kontakt med. Men ikke rigtig klog! Han var sådan lidt… ikke specielt social, sådan lidt lonely wolf, og hver gang vi var til fester og arrangementer, så gemte han sig i et eller andet hjørne, og så fandt vi ham, sovende over et bord eller sådan noget. Sådan var Antti. Han ville helst aldrig gå ud, han ville bare holde sig hjemme, og drikke og “kose sig”… men en ekstremt god målmand, ekstremt god “rednings-stopper” på stregen.

Lundekvam og Niemi var klubkammerater i Southampton fra 2002-2006, inden Niemi skiftede til Fulham og sluttede sin aktive karriere i Portsmouth. Han var i en del år målmandstræner i Brighton, men er i dag tilbage i Finland, hvor han er målmandstræner for det finske landshold.

Antti Niemi, Kenneth Perez og Michael Johansen går på banen
Antti på vej ind til et derby i 1996


Rúrik Gíslason
Vi holder også lidt øje med den tyske 2. Bundesliga, hvor R´rik Gíslason er i fin form hos sin nye klub Sandhausen, som hentede ham i Nürnberg i vinterpausen. Han spiller fast hver uge, og har scoret tre gange i sine seneste fem kampe. Han var også aktion for det islandske landshold for nylig, da de spillede testkampe mod Mexico (0-3 i Californien) og Peru (1-3 i New Jersey) - og som man kan se, benyttede Rúrik lejligheden til at få en kop kaffe på Manhattan - men frisøren havde lukket ;-)
 

 

New York City strolling!

Et opslag delt af Rurik Gislason (@rurikgislason) den


Trods Rúriks personlige succes, kører det ikke så godt fra Sandhausen. Kun to sejre i forårets 10 kampe betyder, at de har mistet terræn i den øverste halvdel og siden vinterpausen er gået tilbage fra nr. 5 til nr. 7. Men siden de rykkede op for fem sæsoner siden, er de aldrig sluttet højere end nr. 10, så det er dog et fremskridt.

Jakob Busk
2. Bundesliga er i øvrigt også helt usædvanligt tæt: der er kun fire point mellem de 12 hold, der ligger fra nr. 4-15 (der er ialt 18 hold)! Det kan Jakob Busk i Union Berlin også tale med om, og der er også godt nyt om ham: han røg af holdet efter nytår, da man fik ny træner, men i søndags var han tilbage i målet, da Union Berlin tabte 1-2 til Greuther Fürth.


U19 og U17
Holdene spillede heller ikke i ugen der gik, men fredag spiller U19 i Aalborg, og lørdag er det U17's tur til en udekamp mod nordjyderne.


JESPER C & GRAVGAARD KLAR FOR OLD BOYS
De gamle drenge er så småt ved at nærme sig sæsonstarten. Der mangler en sidste træningskamp, inden det går løs mandag aften med en udekamp mod Union.

Et par tidligere FCK-profiler har meldt sig under fanerne - Jesper Christiansen (som nåede en enkelt kamp i efteråret 2016, inden han valgte at gøre comeback i Vendsyssel) og Michael Gravgaard. Begge har spillet Old Boys for os før: Jesper nåede en enkelt kamp i efteråret 2016, og Gravgaard spillede indtil han rejste til Randers. Til gengæld tager Jesper Bech en pause fra Old Boys-holdet.

Vi siger også stort tillykke til Michael Gravgaard, som netop i dag - tirsdag - fylder 40. Jesper må vente ca. 3 uger endnu, før han runder det skarpe hjørne!

Gravgaard og Jesper C fejrer sejren over Manchester United
Gravgaard & Jesper fejrer sejren over Man. U. i november 2006

 

SAGT OG SKREVET OM FCK

FCN-træner Kasper Hjulmand til Ritzau:
- Vi har virket sløve på bagsiden af landskampspausen. Vi har manglet friskheden, tempoet og intensiteten både til træning og til kampen. Jeg frygter ikke FCK. Vi skal fremad. Det er første gang i meget lang tid, at vi har tabt to kampe i træk. Det skal vi klart have gjort noget ved."

FCN's Magnus Kofod Andersen til fcn.dk:
"Vi får ikke lagt godt nok pres på dem i 2. halvleg og taber for mange 2. bolde. Til sidst havde de bolden alt for meget, og vi holdt ikke fast nok i den, når vi endelig havde den. Det blev for svært for os, fordi vi blev for defensive, og mod slutningen havde vi slet ingen at spille bolden op til. Derfor fik vi aldrig ro og momentum i vores spil. Til sidst var vi trykket helt tilbage, og desværre var vi ikke gode nok til at stå imod hele vejen igennem. Men det er surt at tabe, når det lykkes at holde 1-1 så længe."

 

FOR 25 ÅR SIDEN: STRUDAL ANTYDER SKILSMISSE

Efter at have indledt foråret med en 4-2-pokalsejr i Hvidovre og 2-0 i Lyngby i Superligaen var det tid til årets første hjemmekamp mod AGF søndag den 28. marts. Men heller ikke denne gang kom århusianerne til at spille i PARKEN. I efterårets sidste hjemmekamp mødte vi dem også, men græsset var så dårligt, at kampen blev spillet på Gentofte Stadion.

Denne gang måtte kampen - af samme årsag - afvikles på Østerbro Stadion, hvor vi også spillede vores første hjemmekampe i sæsonen. Der mødte dog over 5.000 op, og de så Iørn Uldbjerg bringe os foran efter 5 minutter. AGF's Torben Christensen udlignede efter en times tid, men kort efter hamrede Lars Højer et af sine mange frispark ind, og et kvarter før tid afgjorde Jørgen Juul Jensen til 3-1.

Der var ellers mange gode folk med hos de hvi'e, bl.a. europamesteren Kent Nielsen, de senere udlandsprof'er Claus Thomsen, Stig Tøfting og Søren Andersen samt de senere FCK'ere Martin Nielsen og Jesper Sørensen. De måtte dog undvære landsholdskeeper Troels Rasmussen og i stedet stod Tony Henriksen. Vi måtte dog også undvære Palle Petersen og gav Superliga-debut til Thomas Risum.

Det var dog Mark Strudal, der løb med de store overskrifter, og til B.T. udtalte han: "Måske har FCK taget fejl. Måske har jeg taget fejl. Måske passer vi ikke sammen," lød det fra landsholdsangriberen. I Ekstra Bladet lød rubrikken: "Mark Strudal raser over kammeraterne i FC København".

Pressen var generelt enige om, at han ikke spillede noget stor kamp mod AGF, inden han blev udskiftet med 20 min. igen - en udskiftning, Strudal kaldte "kun en detalje i et handlingsforløb".

To be continued next week...