Ugen der gik (47/2025)
U19
Efter onsdagens 2-2-kamp mod Kairat Almaty - som du kan læse mere om her - tog U19 lørdag eftermiddag til Ikast og vandt 3-1 over FC Midtjylland efter 2-1 ved pausen.
Onsdagens dobbelte målscorer, David Boison, bragte os foran efter ca. 20 minutter, da han stjal bolden fra en uopmærksom forsvarer, tog et par træk og sparkede bolden fladt ind ved den ene stolpe.
Tre minutter efter svarede midtjyderne igen ved at opfange en fejlaflevering midt på vores halvdel og udligne med et fladt langskud via indersiden af stolpen. Men yderligere tre minutter efter fik Liam West bolden lidt uden for FCM-feltet, tog et par træk og sparkede det også i mål med et fladt skud ude ved stolpen.
Syv minutter efter pausen blev indskiftede Oskar Fenger belønnet for et energisk og optimistisk pres, da han helt ude fra sidelinjen jagtede en tilbagelægning til keeperen, og inden han fik kontrol over bolden, kastede Fenger sig ned og tacklede bolden i mål til slutcifrene 3-1.
Dermed kan holdet se tilbage på et rigtig flot efterår med fem sejre og fem uafgjorte - plus det afbrudte Derby, som skal spilles færdig på et tidspunkt.
Inden vinterferien venter en pokalkamp i Næstved på onsdag kl. 19 samt den sidste Youth League-kamp i Villarreal onsdagen efter. En kamp, som vi også streamer i vores FCK-app.
Lørdag den 29. november 2025, kl. 13.00. U19-liga
FC MIDTJYLLAND U19-F.C. KØBENHAVN U19 1-3 (1-2)
19.: 0-1 David Boison
22.: 1-1 Alberto Velasquez
25.: 1-2 Liam West
52.: 1-3 Oskar Fenger
Oscar Buur - William Nørløv, Aske Bang, Graham Ankamafio, Kyung Hyun-Lee (90.: Sean Fetterlein) - Liam West (62.: Noah Madsen), Marvin Nasnas, Frederik Petersen, Abdul Daramy (46.: Alexander Odefalk) - David Boison (82.: Sebastian Christensen), Jonathan Moalem (46.: Oskar Fenger)
Ikke benyttet: Tobias Breum-Harild
U17
U17 har ikke flere ligakampe på programmet i år, men U16 vandt i onsdags 4-0 over FA2000's U18-hold på mål af Ruben Thor Bunge, Simon Voin, Rolex Kingdom og Felix Gøthler.
U15
U15 fortsatte også efterårets fine takter, da de lørdag eftermiddag vandt 4-0 ude over OB, som lå nummer tre i tabellen. Felix Falster lavede tre af målene, og Sebastian Cortsen det fjerde.
Drengene har nu vundet syv, spillet to uafgjort og kun tabt en enkelt kamp i U15-ligaen.
På lørdag kl. 12.00 venter en topkamp hjemme mod rækkens førerhold, Esbjerg fB, efterfulgt af et U15-Derby hjemme mod Brøndby onsdag den 10. december, kl. 15.30.