Jens Stage

Ugen der gik (17/2021)

ZANKA- OG FISCHER-STATS
Zanka spillede i søndags sin kamp nr. 298 for løverne og nærmer sig dermed nr. 300. Men da vi ved, at mange trofaste læsere tror mere på jinx end på Diks og Links, så holder vi lav profil med tanke på, hvordan det for nylig gik Falk i hans jubilæumskamp...

Lad os i stedet citere Nipserstat for, at Zanka i søndags spillede sin hele kamp nr. 253 og dermed tangerede William Kvists rekord for kampe med fuld spilletid.

Nipserstat noterer også, at Fischers hjørne - som Stage headede ind - var hans assist nr. 37, hvilket giver ham en delt fjerdeplads på all time-assistlisten sammen med Atiba Hutchinson, Dame N'Doye, Lars Jacobsen og Oscar Wendt. Foran dem ligger Sibusiso Zuma (48), Pierre Bengtsson (46) og Peter Ankersen (42).

Zanka og Fischer
Foto: Lars Rønbøg, Getty Images


TRØJESTATS
I søndags fik vi den tredje sejr af tre mulige i den grå Third Jersey: 1-0 i Farum i december, 2-0 i Horsens i februar og nu 2-1 i Aarhus. Næste gang den kommer i aktion er mandag den 10. maj, når vi igen skal til Farum.

Lukas Lerager

 

TRE UDE
På mandag har både Boilesen, Zeca og Lerager karantæne, og vi skal tilbage til november 2017 for at finde den seneste kamp med tre mand i karantæne. Dengang slog vi Lyngby 5-1 i Parken uden Kvist, Pieros og Verbic, som ellers spillede fast fra start. Verbic var ude i tre kampe efter et rødt kort i Horsens (han havde i forvejen sparet lidt op i bissebanken), mens Kvist og Pieros blot havde samlet gule kort til bunke.

FCK
Kvist, Verbic, Lüftner, Santander og Verbic. Foto: Lars Rønbøg, Getty Images


LUDDEFUSK?
Lidt clickbait er man vel aldrig for fin til... og citatet er fisket fra Expressen i ugen der gik, hvor Jonathan Augustinsson i sidste ude fortalte om sin storebror, Ludwig.

"Han har en kraftig tendens til at fuske, når andre er ved at vinde. Især hvis han møder mig. Det kan være i alt fra yatzy til bowling," fortalte Jonathan, der netop er skiftet fra Djurgården til Rosenborg, hvor han spiller venstre back ligesom sin storebror.

"Vi er i kontakt hver dag på sms eller FaceTime og ses så tit vi kan. Ludde er og vil altid være mit store forbillede," fortæller Jonathan, der også er gudfar til Lilly, som Ludde og hans samleverske, Miranda Sterner, blev forældre til i marts.

Ludde har det dog ikke nemt i Bundesligaen, hvor Bremen har tabt syv i træk og slås om at undgå nedrykning - blandt andet fordi en vis Bo Svensson er i gang med en mirakuløs redningsaktion i Mainz, der senest bankede Bayern 2-1 og nu er ubesejret i syv kampe.

Ludwig Augustinsson
"Ludde" i landsholdstrøjen mod Georgien for nylig. Foto: David Lidström, Getty Images

 

U19 - VIDERE I POKALEN OG LIGASEJR I AALBORG
U19 mødte sidste onsdag B.93 i pokalen, og det lignede på forhånd en vanskelig opgave. Østerbroklubben, der topper U19-divisionen, stillede med mange ældre spillere, mens vi var uden stamspillerne Højlund, Bøving, Almosawe, Haraldsson, Riikonen og Stamenic.

B.93 dominerede da også kampens indledning og kom foran 1-0 efter 20 minutter. Kort efter udlignede Philip Banda efter hjørne, og 1-1 holdt sig halvlegen ud.

Efter pausen scorede Orri Oskarsson efter fem minutter på en friløber, og fem minutter senere øgede Fisnik Isaki. Vi sad nu solidt på kampen, og selv om vi i ti minutter spillede 10 mod 11 (fordi Banda fik et gult kort, som i pokalen afsones på sidelinjen), øgede Mattias Jakobsen med et lækkert lob til 4-1. I de sidste fem minutter nettede Daniel Haarbo og Silas Andersen til slutcifrene 6-1.

B.93-U19
"Hvorfor kom jeg ikke også på tavlen?" spørger William Clem (#23) - det gjorde de fire andre: fra venstre Silas Andersen, Daniel Haarbo, Orri Óskarsson og Fisnik Isaki. Foto: Torkil Fosdal, FCK.DK


Lørdag stod drengene tidligt op for at køre til Aalborg, hvor de lokale blev sat grundigt på plads med en 5-0-sejr. William Bøving sørgede for pauseføringen 2-0, og Rasmus Højlund øgede til 3-0, hvorefter en nordjyde fik rødt kort. Roony Bardghji og Orri Óskarsson, der begge kom ind fra bænken, øgede siden til 5-0.

Allerede onsdag aften spiller U19 en udsat ligakamp mod OB på KB's baner, og lørdag går turen til Ikast og en udekamp mod topholdet FC Midtjylland.
 

U17 UDBYGGEDE FØRINGEN
U17 havde lidt større besvær i Aalborg, men vandt 4-2 efter aalborgensiske føringer på 1-0 og 2-1, der holdt til der var spillet en time.

Emil Højlund scorede før pausen, Noah Nartey udlignede til 2-2, Silas Andersen bragte os på 3-2, inden Nartey slog sejren fast til sidst.

Noah Nartey
Noah Nartey blev dobbelt målscorer i Aalborg. Foto: Torkil Fosdal, FCK.DK


Da Brøndby samtidig tabte i Haderslev, udbyggede drengene forspringet i U17-ligaen til syv point efter 16 af de 26 runder.

På lørdag skal U17 også til Ikast. U17 er også med i pokalen og møder hjemme LSF (Ledøje-Smørum) den 11. maj.


B1903-SEJR
Med en 4-1-sejr over Hvidovre fastholdt 03'erne førstepladsen i Københavnsserien foran Skjold.

På lørdag kl. 14 er der moderklub-Derby, når KB lægger vejen forbi anlægget på Lyngbyvejen.


KB-NEDERLAG
Mens 03'erne har brug for point i toppen, har KB desperat brug for point i bunden, hvor det i lørdags blev til det syvende nederlag i træk med et sviende 0-7-nederlag til FC Udfordringen. Det blev ikke nemmere for KB, da de fik udvist en spiller efter 34 minutter ved stillingen 0-1.

Herfra skal alligevel lyde et stort tillykke med de 145 år, som klubben fejrede mandag den 26. april.


OLDBOYS TORPEDEREDE VESTEGNEN
Forrige uges nederlag til Stenløse skulle hævnes, og det gik ud over Torpedo Vestegnen, der blev sænket med 9-1. De tidligere FCK-spillere var ved denne lejlighed Daniel Jensen, Martin Vingaard, Thomas TK Kristensen og Martin Albrechtsen, og desuden blev målet vogtet af Palle Plankeværkssønnen Christian.

Mandag aften går turen til Lyngby, og spørgsmålet er, om TK fik indføjet i sin kontrakt, at han ikke skal spille mod sin arbejdsgiver. Den sag skal vi nok grave i...


HVOR VAR VI?
Der var flere bud på, hvor vi egentlig spillede i søndags...

Superliga.dk
Fra superliga.dk