Ugen der gik (10/2026)
TREDJE U19-KRYDS I TRÆK
U19 er stadig ubesejrede i ligaen, men spillede uafgjort for tredje kamp i træk i dette forår, og denne gang tabte de straffesparks-konkurrencen om et ekstra point.
Jonathan Moalem bragte os foran i Haderslev efter et kvarter på et oplæg fra Mustapha Nyassi, som denne gang var rykket over som venstre back, mens Kenay Myrie spillede højre back.
Inden pausen førte hjemmeholdet dog 2-1, og den stilling holdt til et kvarter før tid, hvor indskiftede Alexander Odefalk udlignede til 2-2.
Fem minutter efter headede svenskeren os foran 3-2, hvilket længe lignede et sejrsmål. Men da vi rundede fire minutter af tillægstiden stødte den U19-debuterende keeper Gustav Fritz sammen med en medspiller uden for feltet, så sønderjyderne havde let ved at sparke bolden ind til 3-3.
Siden vandt de straffesparks-konkurrencen, da vi sendte vores femte og sidste forsøg på overliggeren.
Matchfacts
SØNDERJYSKE U19-FCK U19 3-3 (2-1) (str.konk. 5-4)
15.: 0-1 Jonathan Moalem
20.: 1-1 Mads Bo Ottosen
45.: 2-1 Villads Nøhr Birk
75.: 2-2 Alexander Odefalk
79.: 2-3 Alexander Odefalk
90+4.: 3-3 Elias Hjort-Pedersen
31 Gustav Fritz - 6 Kenay Myrie, 19 Aske Bang (71.: 15 Xander Poulsen), 23 Noah Madsen, 6 Mustapha Nyassi - 26 Liam West (60.: 24 Alexander Odefalk), 17 Marvin Nasnas, 10 Ahmed Mouhoun (60.: 22 Sean Fetterlein), 25 Sheikh Jaw (46.: 7 Gunnar Olsen) - 11 Roberto Risnæs (46.: 12 David Boison), 29 Jonathan Moalem
Ikke benyttet: 21 Alfred Nymark
På tirsdag færdigspilles den sidste halve time af den Brøndby-kamp, der blev afbrudt i efteråret på grund af strømsvigt. Der var spillet 51 minutter, og Brøndby førte 3-1. Den sidste halve time spilles i Valby Idrætspark kl. 14.00 og er lukket for tilskuere.
På lørdag kl. 14 får U19 besøg af Silkeborg IF, og kampen spilles efter planen på Nummer 10.
U17 SEJR I TILLÆGSTIDEN
U17 er også stadig ubesejrede og fastholdt førstepladsen i U17-ligaen, som de deler med OB, men med en kamp mindre spillet.
Det holdt dog hårdt i Haderslev, hvor sejrsmålet først faldt i 93. minut, hvor vi jagtede sejrsmålet med et aggressivt pres, der resulterede i, at Elvin Mehicic headede bolden i nettet på et indlæg fra Tristan Christensen. Vores første mål scorede Ishaq Holalam på straffe i 18. minut.
U17 spiller en træningskamp i Glostrup på onsdag kl. 18.00, inden de lørdag kl. 14.15 får besøg af Silkeborg IF i U17-ligaen.
U15 VANDT OGSÅ IGEN
U15 tog forårets tredje sejr af tre mulige, da de vandt 3-2 i Haderslev efter 3-0-føring på mål af Victor Vinther, Elias Hassan og Abdoul-Hakim Moussa.
Sønderjyske reducerede fem minutter før tid, hvor backen Villads Peltola blev udvist, og kort før tid reducerede sønderjyderne yderligere, men kom ikke nærmere end 2-3.
Allerede på tirsdag kl. 16 skal U15 i kamp i Randers, og på lørdag kommer Silkeborg IF på besøg på Nummer 10 med kickoff kl. 12.00.