UEFA Cup preview

Lodtrækningen til dette års UEFA Cup foregår tirsdag den 1. juli i UEFA’s hovedkvarter i Schweiz. I dag ser FCK.DK lidt nærmere på seks af de 14 mulige modstander som Løverne kan møde i den første kvalifikationsrunde som spilles den 17. og 31. juli.

 

F.C. København er placeret i ”Northern Region” og er næsthøjest rangeret af de 28 hold. Det er kun Manchester City, som deltager via Fair Play-lodtrækningen, der har en højere kvotient end os. Vi kommer derfor til at møde et af de 14 useedede hold som er kvalificeret via en placering som nummer to eller tre i deres nationale liga eller via en sejr i deres pokalturnering. I dag kigger vi på holdene fra Luxembourg, Færøerne og Wales.

 

Nummer to og pokalvinder fra Luxembourg
Luxembourg har haft et fodboldforbund siden 1908, men landet har aldrig været mere end en lilleputnation, når man taler om international fodbold. Landsholdet tabte alle deres kampe i kvalifikationen til EM 2008 og landets klubhold har aldrig kvalificeret sig til Champions Leagues 1.runde eller UEFA Cup. Men et tættere kig på sidste års resultater viser at det ingen større nederlag var i EM-kvalifikationen, og sidste år vandt landsholdet en kamp - som ikke er en sædvane – over Gambia med 2-1. Til trods for det resultat har Luxembourg en seedning som nummer 49 blandt UEFA’s 53 nationer, og deres klubhold er de lavest rangerede i vores ”Northern Region”-gruppe.

 

På klubplan er ligaen i Luxembourg domineret af holdet Dudelange, som vandt mesterskabet for fjerde år i træk i 2008 og igen i år spiller CL-kvalifikation. Vi kan møde sølvvinderne, Racing Union, som spiller i byen Luxembourg eller pokalvinderne CS Grevenmacher som kommer - måske ikke så overraskende - fra byen Grevenmacher tæt ved den tyske grænse.

 

Racing Football Club Union Luxembourg, normalt forkortede til Racing eller Racing Union blev stiftet i 2005 og er en fusion af tre af de største klubber fra byen. Én af moderklubberne, Union Luxembourg var den største klub i Luxembourg i starten af 90’erne men nu lever den ”ny” Union klub lidt i skyggen af Dudelange som har næsten patent på mesterskabet. Racing sluttede sidste sæson hele 21 point efter Dudelange og klubben spillede ikke i UEFA Cup-kvalifikationen i sidste sæson.

 

Grevenmacher blev liga- og pokalvindere tilbage i sæson 2002/2003, men har ikke haft stor succes i den hjemlige liga siden, og sidste sæsons pokalsejr sendte klubben tilbage i UEFA Cup-kvalifikationen for første gang i fem år. Deres UEFA Cup-statistik ligner alle de andre klubber fra Luxembourg; nemlig samlet nederlag i den første kvalifikationsrunde.

 

Færøsk UEFA-erfaring
Den færøske liga er pt. godt i gang med en ny sæson og EB Streymur (en af vores mulige UEFA modstandere) ligger i spidsen med 26 point efter 10 kampe - hele 11 point foran sidste års mesterhold NSI Runavik. B36 Torshavn som vandt pokalen sidste sæson, ligger pt. på tredjepladsen i ligaen. B36 mødte sidste år Ekranas fra Litauen i UEFA cuppen, året forinden slog man maltesiske Birkirkara i Champions League-kvalifikationen, og tabte siden til det tyrkiske storhold Fenerbache. I 2005 slog B36 islandske Hafnarfjørdur i UEFA cuppen, og spillede siden mod FC Midtjylland. De to kampe mod FCM var utrolig tætte, og FCM vandt "kun" 2-1 hjemme i Herning, mens kampen på Færøerne endte 2-2, hvor B36 enda kom foran 1-0. B36 har spillet europæisk i ni ud af de seneste 11 år.

 

Mens det færøske landshold tit har overrasket de store lande (specielt på hjemmebane) er der lang imellem snapsene for landets klubhold. EB Streymur og B36 Torshavn har en del tidligere erfaring i UEFA Cuppen, men de må betegnes som store outsidere til at gå videre fra første kvalifikationsrunde.

 

Wales – ét land, to meget forskellige klubber
I 2005 mødte vi i UEFA Cuppens anden kvalifikationsrunde Carmarthen Town fra Wales, og vi vandt 2-0 både i Cardiff og 2-0 i PARKEN. I år kan vi møde de walisiske sølvvindere The New Saints eller pokalvinderne fra Bangor City.

 

The New Saints, eller TNS, er den stor succeshistorie i walisisk klubfodbold. En fuldprofessionel klub som har haft succes med at lokke engelske spillere over til Wales, hvor normalt spillertrafikken kører den anden vej. I sidste sæson havde de chancen for deres fjerde mesterskab i træk, men en svag afslutning på sæsonen åbnede døren for Llanelli som vandt det første mesterskab i deres 112 år historie!

 

TNS’s dårlige sæson resulterede i fyringen af træner Ken McKenna og den nye træner hedder Andy Cale, som var med til føre klubben til deres første mesterskab i 2000. Selv om vi har haft lidt erfaring med walisisk fodbold, må TNS betegnes som en klub af en anden kaliber end Carmarthen Town som vi mødte i 2005.

 

Bangor City kvalificerede sig for UEFA Cup-kvalifikation efter en 4-2 pokalfinalesejr over mesterholdet Llanelli. Bangor City er en af de meste traditionsrige walisiske klubber og har været med i toppen af walisisk fodbold i det sidste århundrede. Bangor City har spillet på den legendarisk hjemmebane Farrar Road siden 1920, og sæson 2008/09 vil være den sidste på den bane. De er i gang med opførelsen af et nyt stadion som skal bygges lige uden for byen.

 

Med de nye investeringer i professionel fodbold i Wales er der store forventninger til klubberne i dette års UEFA Cup-kvalifikation, og ingen af de to klubber i dette års turnering kan betegnes som ”en walk-over”.

 

 

LÆS OGSÅ

 

>>> Europæisk fodbold atter engang