Gode præstationer af U17 og U19

U17: FCK og Brøndby IF delte point med 2-2

Onsdag aften tørnede F.C. København og Brøndby IF sammen i U17 Ligaen, og her lykkedes det to gange for københavnerne at hente Brøndby IF, og derfor endte aftenens kamp med et point til hvert hold.

 

Af Jan Eliassen

FCK U17 startede kampen fornuftigt, fik lagt et højt pres og lykkedes med mange ting – men desværre fik Brøndby IF U17 udnyttet en åbning i defensiven, hvilket bragte en Brøndby spiller alene med keeperen – og så stod den 0-1.

 

Det var ikke kendetegnende for kampens åbning, for FCK U17 sad fint på kampen – og den begyndte også at udvikle sig i den retning som hjemmeholdet ønskede. Det betød, at FCK U17 fik lagt mere tryk på, havde nogle gode dødbolde – dog uden at det blev så farligt igen – men så slog FCK’s Hakan Redzep til med en fantastisk aktion, hvor han nærmest løftede bolden over sig selv, og så efterfølgende sparkede den flot i mål til 1-1.

 

Herefter bølgende kampen lidt frem og tilbage, der manglede lidt struktur på defensiven, dog uden at der var så mange farlige chancer. Derfor gik FCK U17 til pause med en god fornemmelse, og spillerne kunne have stor ære af den 1. halvleg.

 

Den gode fornemmelse blev dog ødelagt meget hurtigt, for blot 28 sekunder inde i 2. halvleg var Brøndby IF atter foran. FCK U17 lavede en tre-fire småfejl, og det udnyttede Brøndby til at spille sig op af banen, og her slog de en bold lige ind i rummet bag forsvaret, og dermed var fejlene straffet hårdt og Brøndby IF var foran 2-1.

 

FCK U17 havde efterfølgende lidt svært ved at komme frem af banen, og der blev mere og mere fight over det – ikke så meget pænt spil – men endnu engang blev der alligevel udlignet, og endnu engang var det på et fantastisk mål. Et flot samspil mellem Pierre Larsen og Danny Amankwaa endte med, at sidstnævnte afleverede til Mikkel Ketelsen, der så på flot vis sparkede 2-2-udligningen i kassen.

 

Efter kampen sagde træner Jan Michaelsen:

 

- Synes det var en flot kamp mod et godt Brøndby hold. Der var mange kampe i kampen og masser af landsholdsspillere i aktion. At det ender 2-2 er fortjent nok, selvom vi nok har et lille overtag, men i det store hele var det en meget lige kamp. Spillerne leverede en god præstation, men der manglede lige det sidste, de fik ikke gjort tingene helt færdige og der var for mange gange, hvor en fortjent chance ikke blev til noget fordi den sidste eller næstsidste aflevering ikke var helt god nok – eller fordi der blev truffet den forkerte beslutning, sagde Michaelsen og fortsatte:

 

- Spillerne kommer flot tilbage – og det endda to gange – så et stort cadeau til drengene. De har udviklet sig, og de viser at de er gode til at justere og holde fokus og få kampen spillet på vores præmisser. Det lykkedes flot i dag, hvor det også var flot at holde Brøndby nede på tre chancer. Jeg så mange positive ting i dag, men vi skal stadig arbejde videre med at gøre tingene færdige, og så vælge den rigtige løsning for at komme frem til chancerne. Men jeg må også erkende, at man nok aldrig bliver færdig udlært i fodbold…