U-18: Esbjerg-KB 2-2

Lørdag den 19. maj spille KB's U-18 hold udebanekamp mod Esbjerg. Kampen startede i et højt tempo med et pågående Esbjerg hold der inviterede til opspil fra vor bageste kæde, og derefter lagde hårdt pres da vi forsøgte at føre bolden frem. Vi fik således allerede fra første fløjt en indikation af, at vor bagkæde kunne få problemer med Esbjergs to dygtige og hurtige angribere, hvis vi lavede tekniske fejl i vort opspil, og det blev cementeret allerede efter to minutter.

 

Esbjerg brød vort opspil i højre side og efter et par hurtige pasninger endte bolden i vor venstre side inde i straffesparkfeltet. Nicklas forsøgte at cleare men Esbjergs angriber kom ind fra Nicklas’ skyggeside og prikkede bolden idet Nicklas forsøgte at cleare, hvilket resulterede i et korrekt dømt straffespark, som Esbjerg sikkert udnyttede til at bringe sig i front 1-0.

 

KB lod sig dog ikke slå ud af den dårlige start og som i OB kampen fik vi hurtigt gang i vort opspil op gennem midten og fik også fordelt bolden godt ud på kanterne. I femte minut resulterer det i en god stikning i dybden til Andreas Moos der med en god førsteberøring løber fri af sin Esbjerg-markering i højre side. Esbjerg spilleren vælger som sidste mand at lave en klokkeklar ”nødbremse” på Andreas. På det efterfølgende frispark slår Danni imidlertid et godt hårdt indlæg ind til Andreas, der på et flot hovedstød scorer sit første sæsonmål, til udligning 1-1.

 

Vi fortsatte det flotte spil over vore kanter og i 21.minut glider Marc godt af på sin aggressivt pressende back i venstre side og slår et rigtig godt indlæg til bageste område hvor Thomas dukker op og får headet hårdt. Desværre i sidenettet, men igen rigtig flot angrebsspil fra vor side.

 

Endnu et godt opspil i venstre side resulterer i 25. minut i et hjørnespark til KB i venstre side som Saban sparker. Hårdt presset får Esbjergs forsvar ikke clearet ordentligt, og Marc kommer til i bageste område og scorer sikkert, med et hårdt fladt spark, til KB føring 2-1.

 

De næste 15 minutter formår vi at være det boldbesiddende hold, og Dejan og Saban bryder mange bolde centralt når Esbjerg forsøger at etablere angrebsspil. Esbjergs to angribere formåede stadig at holde vor bagkæde beskæftiget de gange Esbjerg forsøgte sig frem ad banen og, især i en mod en situationerne mod vore backs har de ind i mellem overtaget.   

 

I en ellers ufarlig situation, hvor vi blot skal cleare, begår vi desværre atter en af de individuelle fejl, der tidligere har kostet mål i sæsonens første kampe. Et forsøg på at afdrible en Esbjerg angriber i vores midterforsvar resulterer i et boldtab uden for vort straffesparkfelt. Bolden havner hos en Esbjerg spiller der konsekvent og meget teknisk flot sparker bolden op i det ene målhjørne fra 20 meters afstand uden chance for Frederik i målet.

 

Mod slutningen af første halvleg skaber vi atter et pres på Esbjergs mål ved godt opspil over vore kanter. Umiddelbart inden pausen får vi i et hjørnespark i højre side. Esbjergs forsvar får igen ikke clearet ordentligt og Andreas kommer til tæt under mål, men header desværre bolden lige over mål.

 

Da dommeren i 45. minut fløjter første halvleg af, er det efter en flot halvleg med tempofyldt og seværdigt fodbold fra begge hold, med KB som det boldbesiddende hold, og Esbjerg som et farligt kontrahold.

 

Det høje tempo fortsatte i anden halvleg. Stadig med KB som det mere boldbesiddende hold, men med et Esbjerg hold der blev mere og mere konsekvente i deres forsvarsspil, og dermed formåede at holde os fra at skabe målchancer. En indskiftning at Mads i 66. minut bidrog til at vi fik sat en hårdt og godt kæmpende Kevin i scene i højre side nogle gange i de sidste 20. minutter, men uden at vi, som nævnt, skabte egentlige åbne målchancer. Vort pres på Esbjergs mål udløste et par halve kontrachancer til Esbjerg, men Frederik i målet fik dygtigt lukket af et par gange ude i straffesparkfeltet.  

       

Startopstilling:

 

Frederik Vang Larsen

Danni Jensen - Jacob Albrechtsen - Mallik Conradsen - Nicklas B. Kristensen

Kevin Bechmann Timm - Dejan Buzakovic - Saban Özdogan - Marc Dal Hende

Thomas Christiansen- Andreas Moos 

 

Mål:
2. min. 1-0
5. min. 1-1 Andreas Moos
25. min. 1-2 Marc Dal Hende
35. min. 2-2

 

Indskiftninger:
ind 66. min. Mads Aunvig
ind 80. min. Sean Christoffersen
ind 80. min. Magnus Sonne