U17: Vejle slår FCK/KB med 3-1

Tilfredse juniorer og knapt så glade ynglinge ...

I lørdagens dobbelte U17- og U19 opgør mellem OB og FCK/KB fik juniorerne 0-0 mens ynglinge-holdet desværre måtte indkassere et 4-0 nederlag. Begge kampe blev spillet på selve Fionia Park, hvilket for begge mandskaber var en sand fornøjelse.

 

Af Jan Eliassen

 

Juniorernes optakt til kampen var ikke helt optimal, da bussen først ankom til stadion 50 minutter før kickoff. Om det var årsagen til, at holdet ikke kom specielt godt i gang i første halvleg vides ikke, men det var i hvert fald tilfældet – ganske som det var i den sidste kamp mod Vejle.

 

OB havde nok fortjent at være foran med 3-4 mål ved halvleg, men alligevel var det FCK/KB der var ganske tæt på at gå til halvleg foran 1-0, da Kenneth Zahora ramte stolpen og bolden så efterfølgende trillede på tværs …

 

Efter kampen sagde træner Henrik Mamsen til FCK.DK:

 

- Spillerne får en opsang i halvlegen, og vi skaber nok de største chancer i 2. halvleg. Vi har det meste spil og jeg mener også vi har de fleste chancer. Inden kampen i dag lå OB på en førsteplads, og vi lå næstsidst, så det er egentlig fint med et point, men det er nu alligevel ærgerligt, at vi ikke præsterer over begge halvlege.

 

Banens bedste var i dag Lukas Scheel i målet samt Tobias Skovgaard på midtbanen, og fra 2. halvlegs start kom Frederik Brinck ind på den centrale midtbane, og han præsterede også en meget flot kamp.

 

Henrik Mamsens konklusion på dagens kamp var:

 

- Det var en fornøjelse at spille inde på selve Fionio Park, og det er positivt at komme på tavlen med årets første point, og så er det godt at se at spillernes udvikling fortsætter. Selve kampen var lidt underlig, egentlig er jeg glad for det ene point, men da vi har chancerne til at hive sejren i land i 2. halvleg, så er vi alligevel skuffede over at vi ikke får sejren og de 3 point.

 

4-0 nederlag til U19-holdet

I dagens anden kamp skulle U19-holdet forsøge at komme tilbage i vinderrollen, men det lykkedes ikke helt. Specielt 1. halvleg var en kæmpe skuffelse spillemæssigt, og også her kan man spørge sig selv om spillerne kom forkert ud af bussen ...

 

I den sidste uge var der blevet arbejdet meget med standardsituationer, så det var meget skuffende at OB meget tidligt i kampen kom foran 1-0 på et hjørne. Kort efter bliver det 2-0 efter en personlig fejl, og i de næste 15 minutter sejler FCK/KB nærmest rundt, og kun storspil af Mikkel Hasling i målet gør at OB ikke scorer yderligere.

 

U19-træner Jonnie Larsen var en smule skuffet da han talte med FCK.DK:

 

- 1. halvleg er en skuffelse, og jeg bruger pausen på at arbejde med det mentale. Vi spiller også en fin 2. halvleg, hvor vi faktisk har mange chancer – men da OB 20 minutter inde i 2. halvleg kommer på 3-0, på deres første chance i halvlegen, så er det afgjort. Man kan naturligvis ikke pille ved OB’s sejr, men bare konstatere, at vi er alt for uskarpe på vores indlæg, og at vi savner kvalitet i vores afslutninger.

 

Jonnie Larsen synes ikke at spillernes indstilling var optimal, og sluttede samtalen af med denne kommentar:

 

- Nu skal vi arbejde på at organisere os bedre, og så skal der kæmpes en vis legemsdel ud af bukserne i de kommende kampe – vores vilje og indstilling skal simpelt hen være bedre, også selvom vi kommer bagud.

 

Begge hold får den endnu en chance for succes og tre point på næste lørdag på hjemmebanen på Frederiksberg. U17 holder mødet Lyngby klokken 1300, og samme modstander venter U19-holdet kl. 1500.