Jess Thorup

Thorup: Vi er ikke, hvor vi skal være endnu

Et 2-1-nederlag i Randers sluttede en hård sæson af, og cheftræner Jess Thorup var selvsagt en skuffet mand efter kampen, der cementerede tredjepladsen i tabellen.

Formåede ikke at fokusere på eget spil
"Det var ikke den måde, vi ønskede at gå på ferie på. Vi er rigtigt trætte af, at vores opadgående kurve fra Mesterskabsspillet skal ende sådan i dag. Vi skulle spille vores egen chance, selvom vi godt vidste, at marginalerne nok ikke ville falde ud til vores side. Vi dropper i niveau med det samme, da det (scoringer i de øvrige kampe, red.) bliver annonceret på storskærmen. Jeg havde sagt til spillerne, at vi skulle fokusere på vores eget spil, men det formåede vi slet ikke at gøre i dag, og vi kan ikke være vores indsats bekendt," sagde Thorup efter opgøret til TV3 Sport.

Nødt til at holde fast i det gode
"I går var min fornemmelse, at vi ville komme buldrende ud i den nye sæson - efter at have slået Brøndby, FC Midtjylland og AGF i de seneste kampe og været klart bedst i Mesterskabsspillet. Men sådan en kamp som i dag kan jo ødelægge meget. Så det skal vi tage ved lære af, og så er vi nødt til at lægge kampen væk og holde fast i det gode, vi har præsteret inden kampen i dag."

Travl sommerferie forude
"Vi skal have evalueret og fintunet nogle ting i sommerferien. Vi skal blive stærkere både offensivt og defensivt, og vi skal være mere kompakte som hold. Jeg synes, vi har vist, at vi er på vej i den rigtige retning, men vi er ikke, hvor vi skal være, når vi kan svinge sådan i præstationerne, som vi gjorde i dag. Vi er nået langt på få måneder, men vi er slet ikke i mål endnu, og det skal være bedre. Og så skal jeg snakke med PC i forhold til at få nogle nye spillere ind. Så der bliver nok at se til. Men vi skal kigge fremad og have parkeret denne sæson, for som FCK bliver vi aldrig tilfredse med at blive nummer tre, og vi skal ud og vise tænder i den nye sæson," lød det fra Jess Thorup.