Jess Thorup

Thorup før Derby: Bliver intenst

Der venter et af sæsonens højdepunkter 2. påskedag kl. 16 i et udsolgt Parken, når der er Derby.

For Jess Thorup er kampen mod Brøndby også en velkommen mulighed for hurtigt at få holdet tilbage på det flotte sejrsspor, vi var på inden torsdagens kamp mod Silkeborg:

En kamp med masser af power
“Vi har bearbejdet den kamp og lagt den hurtigt bag os, så vi har kunne holde fokus på Derby. Vi ved, at det bliver intenst og en kamp med masser af power i, så vi skal være klar til en stor indsats både fysisk og taktisk," siger Jess Thorup, der sammen med holdet vandt sæsonens første Derby i Parken med 4-2 i en underholdende kamp.

“Om det bliver lige så målrigt tør jeg ikke love, men jeg kan garantere, at vi komme til at give os fuldt ud for en sejr mere. Vi ved, at det er en kamp, der er meget vigtig for alle FCK-fans, ligesom den selvfølgelig er vigtig i forhold til, at vi stadig har et stort stykke arbejde at gøre denne sæson,” siger Jess Thorup.

En flot ramme om kampen
Der er udsolgt i Parken, hvor der ikke kommer udefans, men vi forventer stadig en flot ramme om kampen.

“Det er altid bedst, når der er fans fra begge klubber, fordi det giver en særlig dynamik mellem dem," siger Thorup.

"Men jeg ved, at vores fans skaber en fantastisk atmosfære og opbakning, også selvom det måske bliver lidt anerledes end normalt den første halve time. Jeg er sikker på, at vi nok skal finde og give masser af energi til hinanden uanset.”

“Vi forventer som nævnt en intens kamp, og en modstander, som vil gøre alt for at gøre det svært for os, men vi har fokus på, hvordan vi kan skabe en kamp på vores præmisser og sætte dagsordnen. Lykkes vi med det, så ved jeg, at vi har kvaliteten til at få tre point."

Bred trup kan gøre en forskel
"Samtidig har vi også nogle gode muligheder for at lave forandringer undervejs, da vi har en bred trup med spillere, der kan komme ind og gøre en forskel,” siger Jess Thorup.

Vi anbefaler at komme i god tid til kampen, og husk at du kan varme op i vores pop up fanområde fra kl. 13.