Holdfoto

Thorup: Flot resultat på en umulig bane

"Vi ville gerne godt fra land i gruppespillet, for vores mål er selvfølgelig at gå videre, og det må man sige, at vi kom," sagde Jess Thorup.

"Det var vanskelige vilkår med en umulig bane, men vi rejser hjem med et meget flot resultat."

"Jeg vil ikke sammenligne banen med Kløvermarken, for det bliver de ikke glade for derude, men det er hvad man kan komme ud for, og det skal vi naturligvis også kunne håndtere."

"Slovan lagde ud med at spille meget direkte og kraftfuldt og kom med meget fart, men det indstillede vi os på i løbet af halvlegen og i pausen, så vi stod mere kompakt. Lod dem have bolden mere og stå lidt lavere selv og så prøve at spille vores egen fodbold, når vi erobrede bolden, og det synes jeg lykkedes godt."

"Ud over de tre mål havde vi også et skud på overliggeren i 2. halvleg, så jeg synes, vi fortjente sejren. Det var også dejligt at se, hvordan vi var et skridt foran dem i 2. halvleg med vores indskiftninger, hvor alle kom ind og udfyldte pladserne perfekt og hjalp os med at kontrollere kampen."

"Man skal huske, at vi har mange unge spillere, der ikke har så mange kampe på det her niveau, så det var alt i alt en meget stærk udebane-præstation."

"Sejre giver selvtillid, og det betyder også, at alle gerne vil og kan spille to kampe om ugen, og derfor behøver vi ikke rotere så meget. Nu skal vi hjem og restituere, og så glæder vi os ellers til topbraget i en fyldt Parken på søndag."