Tæt på UEFA Cup

Tæt på UEFA Cup

 

Efter mandagens flotte sejr over AaB var der håb om, at F.C. København ville levere en tilsvarende præstation mod det nedrykningstruede hold fra Viborg FF – og med en 3-0 sejr var det da også tæt på rent resultatmæssigt.

af Jan Eliassen

Ganske som i mandags skinnede solen fra en skyfri himmel ned over de 22 spillere og de 18.276 tilskuere, og på banen leverede F.C. København en solid præstation, hvor holdet i store dele af kampen spillede noget der mindede om ”powerplay”. Men hvor det i mandags lykkedes at få hul på bylden allerede i 1. halvleg, så skulle de mange tilskuere i dag holdes lidt længere på pinebænken, før målene kom.

Ros til Nordstrand
Men da de endelig kom, var det nærmest som en lille brasiliansk regnskylle i kampen sidste kvarter, hvor først Junior og siden Ailton med to mål sørgede for kampens 3 mål. Men efter kampen var det faktisk Morten Nordstrand, som cheftræner Ståle Solbakken havde mest ros til:

- Ingen tvivl om at de to brasilianere leverer en god kamp, men min ”Man of the Match” er Morten Nordstrand. Morten har i de sidste 5-6 kampe faktisk været fænomenal, og også i dag er han manden bag de afleveringer, der afgør kampen.

Efter dagens resultater ligger det helt fast, at F.C. København må aflevere DM-pokalen til AaB. Nu gælder det i stedet om at sikre sig en plads i næste års UEFA-cup, og efter OB’s nederlag til FC Midtjylland skal det gå meget galt i de sidste par kampe, hvis ikke Byens Hold spiller europæisk fodbold næste sæson. Om det sagde Ståle Solbakken efter kampen:

- Vi er nu tæt på UEFA-cuppen, men helt sikre er vi jo ikke, for vi skal lige have et point mere. Vi går naturligvis efter at slutte så højt oppe som muligt, men det vigtigste er trods alt, at vi er med i Europa i næste sæson.

Endnu engang flot støtte fra lægterne … 

PARKENs publikum har på det seneste fået stor ros for sin meget værdifulde støtte og for at vise, at det er i modgang, man skal vise hvad man kan – og det var også tilfældet i aften, hvor der kampen igennem blev bakket flot op om spillerne i deres forsøg på at nedbryde Viborgs defensiv.

At støtten fra publikum er værdsat kom da ogå til udtryk, da FCK.DK efter kampen talte med den dobbelte målscorer, Ailton Almeida:

- Det var ubeskriveligt at høre publikum, og det er atter ren forløsning med sådan et par mål. At publikum i en sådan grad er bag mig, gør blot at jeg bliver endnu gladere, når jeg scorer.

Pas godt på den

Om det bliver til en sølv eller bronze - eller i værste fald en 4. plads - får vi svaret på i løbet af de næste 10 dage, og vi vil helt sikkert være meget klogere på vores placering efter søndagens kamp på Brøndby Stadion, hvor F.C. København med blot et enkelt point sikrer, at der igen i år kommer metal om halsen. Og så må vi bare sige tillykke til AaB med guldet - og bede dem passe godt på vores pokal det næste års tid ...



Libor Sionko: Sikre på målet nok skulle komme

- Jeg synes jeg leverer en god indsats i dag, og der samme gør hele holdet. Vi skaber en del chancer, og vi var hele tiden sikre på at målet nok skulle komme. Nu behøver vi et point mere, men vi er klar til at vinde til de sidste to kampe.

Hjalte Nørregaard: Jeg skulle nok bare have smadret til den...

- Kampen i dag er OK, og jeg kommer fint med i feltet. Da jeg brænder den store chance i første halvleg, skyldes det jeg ser Markus ud af øjenkrogen og spiller så på tværs, men OK –  jeg skulle nu nok bare have smadret til den …

José Junior: Nice feeling

- Puha, jeg har en ”nice feeling” i kroppen lige nu, for det var et vigtigt mål jeg scorede. Det var rart at blive indskiftet og så ”åbne døren” efter blot et minut på banen, og det var skønt at score det første mål her i PARKEN. Nu glæder jeg mig til de næste to kampe. Jeg synes min form er ved at være der, og jeg er meget motiveret til den kommende kamp mod Brøndby.

Jesper Christiansen: Et spørgsmål om tid

- Det er jo spil til et mål i dag, og det var vel bare et spørgsmål om tid før målet kom. Vi vidste de ville blive trætte, så vi skulle bare blive ved, og så skulle vi nok få chancerne til at score.

Ståle Solbakken: Godt for Ailton - godt for os

- Viborg stod meget langt tilbage i dag, og til sidst orkede de næsten ikke at bevæge sig mere, og så kom målene jo også. Og jeg er da glad for at se Ailton score. Det er godt for ham – men det er jo også godt for os.