Størst succes for Libor og Zdenek

Her i midtugen var en lang række af F.C. Københavns spillere i aktion forskellige steder på jorden. Den største danske opmærksomhed tilfaldt naturligvis de fire spillere der var med til at tabe med 1-0 til Wales. Hvor det ikke gik så godt for Danmark, så gik det noget bedre for Libor Sionko og Zdenek Pospech, der begge var med til at slå San Marino med 3-0.

 

Af Jan Eliassen

Onsdag aften spillede Danmark venskabskamp mod Wales på Brøndby Stadion, et opgør der endte med et noget skuffende resultat, da Wales vandt med 1-0 på det mål, som Craig Bellamy scorede med cirka et kvarter igen. Hjalte Bo Nørregaard fik debut på landsholdet, og fik som en af de få i truppen fuld spilletid. Thomas Kristensen fik 71 minutter på banen – mens Morten Nordstrand måtte nøjes med en halvleg (og sikkert stadig ærgrer sig over at han ikke scorede til 1-0). Men cirka 30 minutter tilbage blev det så til endnu en københavnsk debutant, da Zanka afløste Per Krøldrup.

 

Libor Sionko og Zdenek Pospech fik begge 90 minutter på banen da Tjekkiet på udebane vandt med 3-0 over San Marino. Endnu engang beviste Pospech, at der er mål i hans støvler, da han i det 53. minut bragte tjekkerne foran 2-0. Med sejren er Tjekkiet nu tilbage i kampen om at komme med til VM i 2010. Puljen er dog meget tæt, og Slovakiet fører med 9 point for fire kampe, mens Tjekkiet, Polen og Slovenien alle har 7 point for fire kampe. Tjekkerne ligger dog nummer to på grund af den bedste målscore.

 

Atiba Hutchinson var udtaget til Canadas VM-kvalkamp mod Jamaica (på Jamaica), men forbundet og F.C. København var nået til enighed om at Atiba blev i Danmark. Canada tabte kampen med 3-0. Canadierne var allerede inden kampen uden chance for at komme med til VM, og sluttede sidst i puljen med blot to point efter to uafgjorte og fire nederlag.
 

Heller ikke vores kommende FCK-målmand Johan Wiland fik spilletid, da Sverige tabte til Holland på Amsterdam ArenA. Johan Wiland så hele kampen fra bænken, og kunne han se Robin van Persie passere Andreas Isaksson i det svenske mål ikke bare en gang, men to gange. Kim Källström reducerede, men Dirk Kuyt lukkede og slukkede kampen med sin scoring til 3-1 i 93. minut.

 

U20-landsholdet spillede venskabskamp mod Frankrig på Aalborg Stadion. Målmand Frederik Vang Larsen fra 2. divisionsholdet vogtede buret i anden halvleg, men var chanceløs da Younousse Sankhare scorede kampens eneste mål. Efter målet kom Frankrig frem til flere chancer, men Frederik Vang Larsen viste klassen og blev ikke passeret yderligere.

 

I den kommende uge skal det danske U19-landshold ud i tre EM-kvalifikationskampe mod Georgien (lørdag), Tjekkiet (mandag) og Cypern (torsdag). Fra FCK/KB er Jacob Albrechtsen og Saban Özdogan udtaget, og FCK.DK ønsker de to spillere held og lykke i de tre opgør på Cypern.