Gode præstationer af U17 og U19

Stadig spænding hos U19

Lørdag var der stor fodbolddag på KB’s anlæg, da U17 og U19 var i kamp mod OB, mens Old Boys spillede pokalfinale – ligeledes mod fynboerne.

Det blev en blandet pakke bolsjer som de mange fremmødte tilskuere gik hjem med. Dagen startede med FCK Old Boys desværre trak det korteste strå mod OB, der vandt pokalfinalen 2-1 – blandt andet på et fremragende langskud at den tidligere FCK’er, Ulrik Laursen, der tørnede ud for de stribede. Selvom de gamle drenge pressede hårdt på i især anden halvleg, så holdt OB’erne stand og kunne løfte pokalen på Peter Bangs Vej.

Efterfølgende skulle U17 i kamp, og her gik det anderledes godt, da drengene vandt 3-2 over OB. Sejren rykker dog ikke på det store i tabellen, hvor holdet er på sjettepladsen før sidste spillerunde.

Som rosinen i pølseenden skulle U19 i kamp i et opgør, hvor de kunne sikre sig det danske mesterskab med en sejr over OB. Det blev en meget lige kamp, der havde masser af drama. Desværre blev det ikke til sejr men til 2-2, hvor FCK fik udlignet i overtiden – en udligning, der sagtens kan vise sig særdeles vigtig, da man nu kan tåle at tabe med to overskydende mål i sæsonens sidste kamp mod FC Midtjylland – der netop er rækkens nummer 2. Den kamp spilles på udebane på søndag den 17. juni.