Ståle: Gælder bare om at komme videre

Ståle: Gælder bare om at komme videre

I eftermiddags ankom truppen efter en mindre forsinkelse til hotellet i Wales, og efter en hurtig frokost og halvanden times hvile satte man sig i bussen for at køre til Newtown og træne på stadion. En køretid på en lille times tid i det smukke, bløde, bakkede landskab i Wales, hvor vejret var helt anderledes varmt og solrigt end den gråvejrsregn, der mødte truppen, da de landede i Birmingham.

Opgaven i morgen giver næsten sig selv, men vi bad Ståle om at sætte et par ord på forventningerne:

- Det gælder bare om at komme videre til 3. runde, men vi forbereder os som til alle andre kampe og tænker ikke så meget på selve resultatet. Vi skal sikre defensiven og holde godt øje med deres dødbolde, for vi fik bekræftet i det første opgør, at de satser meget på disse. Men vi er et bedre hold end dem, og det skal vi også vise i morgen, og så går vi også videre, sagde Ståle.

Manageren var i øvrigt ikke til at skyde igennem, idet en af de lokale Newtown-folk huskede ham fra hans aktive tid i Wimbledon. Det kastede en del sjove bemærkninger af sig fra de øvrige i staben, for det er velkendt, at Ståle ikke nåede at spille ret mange kampe dengang… men Ståle var ikke selv overrasket over, at han havde efterladt et uforglemmeligt indtryk.

Jo, stemningen var god både på og uden for træningsbanen. Men rammerne indbød også til det. Besøget på den lille, hyggelige Latham Park var lidt ligesom at komme tilbage til rødderne i fodboldmæssig forstand, og de walisiske værter er meget venlige og gæstfri.

Der manglede måske bare lige duften af nyslået græs, men den måtte vi tænke os til for Newtown investerede for ca. 5 måneder siden i kunstgræs. Det forstår man også godt med tanke på, hvor meget banen benyttes året rundt - vores spillere var dårligt færdige med træningen, før nogle lokale gutter rykkede ind og gjorde klar til lidt 7 mands-bold. 

Anton Scheutjens tilrettelagde også målmandstræningen på en måde, så keeperne lige fik vænnet sig lidt til underlaget, der i sagens natur ikke er helt som at spille på Telia Parkens lækre græstæppe.

Der meldes alt udsolgt på Latham Park i morgen, hvilket betyder ca. 1.500 tilskuere, heriblandt 50-60 danske fans, der tager turen til Wales.

- Vi har haft en lang dags rejse, og det får fansene garanteret også, men det er fedt, der er nogen, der tager turen herover, det sætter vi allesammen stor pris på, fastslog Stephan.