Ståle: Det bliver svært, men...

Ståle: Det bliver svært, men...

Truppen trænede her til aften på Estádio do Dragao i Porto - et forholdsvis nyt stadion fra 2003, der rummer ca. 52.000 tilskuere. William Kvist kunne bl.a. huske, at han har spillet landskamp her i 2010, hvor Danmark tabte 1-3 til Portugal i en EM-kvalifikationskamp - en kamp, hvor Zanka også var med i truppen, dog uden at komme på banen.

Et nederlag i morgen er jo heller ikke helt utænkeligt, men der er bred enighed om i truppen om, at selv om det på forhånd ligner den sværeste kamp i gruppen, så kan vi sagtens overraske.

Mathias Zanka: - Vi er ikke tilfredse med bare at få en oplevelse hernede, vi kommer for at spille vores chance.

Thomas Delaney: - Vi er ikke favoritter, og det er ikke så tit vi oplever dét, men det viser bare, hvilken klub vi er. Vi skal dog nok få vores sag for og passe på at vi ikke løber ind i en fælde hernede.

William Kvist: - Pointmæssigt er det bedre at vinde vores hjemmekamp mod Brugge, end at få ét point her og ét point hjemme mod Brugge. Men lad os nu se. Vi er stærke lige nu og har stor selvtillid, men vi vil selvfølgelig ikke have bolden så meget i morgen, som vi er vant til i Superligaen.

Ståle Solbakken: - Det bliver svært, men vi er fortrøstningsfulde og håber da, at vi kan overraske dem og hente et point eller tre. Vi har ikke tabt længe og er svære at slå, så hvis vi kan bruge vores fysik godt, så kan vi godt få noget med. Men kampen er gratis i den forstand, at vi først og fremmest skal hente vores point på hjemmebane. Vi ved, hvor vanskeligt det er at hente noget på udebane i Champions League. Se bare på vores tre første gruppespil, hvor der kun var fem udesejre tilsammen. Og et hold som Celtic har spillet 21 udekampe og kun vundet én og spillet én uafgjort. Men som sagt, det bliver svært, og det er endnu vigtigere end normalt, at vi undgår fejl i alle spillets facetter og holder koncentrationen i alle 90 minutter. Og hvis vi skal have point, får vi nok også brug for et par matchvindere, både hvad angår afgørende redninger og offensive aktioner i den anden ende af banen.

Se billeder fra aftenens træning på "Dragens Stadion" ved at klikke på pilene i topbilledet.