Sikkerhedsopdatering fra Kiev

F.C. Københavns medrejsende fangruppe på omkring 30 personer blev, under kampen i Kiev mod FC Dnipro, overfaldet og jagtet af en stor gruppe af lokale tilskuere. Først efter at have forceret et hegn for at komme ned på banen, hvor de fik hjælp af FCK’s stab og ledelse, kom de i sikkerhed. 

-Det der skete er totalt uacceptabelt, og det vil vi på ingen måde finde os i. Sikkerheden for vores medrejsende fans på sådan en tur skal være i orden, og det er jo netop derfor man har opdelt stadion med et specielt og lukket afsnit hvor udeholdets fans skal være, og hvor alle vores var samlet, som de skulle. Men når vi kan se, at de lokale ballademagere får mulighed for at komme fra hjemmeholdets afsnit og til udeholdets ved at gå direkte igennem den afspærring der er, så har sikkerheden fejlet. Det må ikke være muligt at komme fra hjemmeholdets afsnit til udeholdets. Og ansvaret for det er hos arrangøren, siger administrerende direktør Anders Hørsholt fra Kiev.  

-Heldigvis tyder det på, at ingen er kommet slemt til skade, og gudskelov for det. Det her kunne være gået helt galt, når de blev jagtet af en stor gruppe lokale tilskuere, selv efter de var hoppet over hegnet for at komme i sikkerhed på banen. Vi fik heldigvis alvoren til at gå op for de lokale myndigheder, så de kunne få bragt dem i sikkerhed, og nu handler det om at få dem og os sikkert hjem hver og én i løbet af i aften og i morgen. 

Status på situationen lige nu er, at F.C. Københavns ledelse efter kampen og episoden har fået en garanti fra de lokale myndigheder for, at alle medrejsende fans vil have beskyttelse indtil de har forladt Kiev og Ukraine. Og at FCK vil garantere for enhver udgift i den forbindelse, hvis ikke arrangøren og de lokale myndigheder vil gøre det. Ligesom FCK’s Sikkerhedschef vil blive på stedet til den sidste fan er kommet med et fly til Danmark. 

UEFA’s regler for sikkerhed for fodboldfans til kampe i europæiske turneringer er de samme som F.C. Københavns på hjemmebane. Dvs. at der kun er ét afsnit på stadion, hvor det er tilladt for fans af udeholdet at opholde sig, men dette skal til gengæld være sikkert for dem at være i. Da der tydeligvis var et sikkerhedsbrist i denne sammenhæng i Kiev, kan det medføre konsekvenser for arrangørklubben. 

 -Det er ikke op til os at vurdere, hvilke konsekvenser det her skal have for arrangøren eller de lokale myndigheder. Vi er i en tæt dialog med UEFA, og vi kommer til at følge denne her sag tæt hele vejen til dørs. Men det er UEFA, og kun UEFA, der skal afgøre præcis, hvad der er sket og, hvilken konsekvens det skal have.